Chief Process Developer Preben Busch Kønigsfeldt, Arla Innovation Centre, Aarhus N, kan den 13. maj fejre sin 60 års fødselsdag. Preben er uddannet mejeriingeniør fra 1993 og fik hurtigt ansættelse som Q&A Laboratory Manager ved Arla Foods Holstebro Mejeri. Senere fulgte en længere karriere i APV Pasilac (SPX) som henholdsvis Process Development Engineer og R&D Manager frem til 2007, hvor han vendte tilbage til mejeribranchen hos Arla Foods Ingredients. Herefter gik turen igen til en maskine leverandørvirksomhed; GEA Group som Sales Team Lead. I 2020 vendte han atter tilbage til Arla Foods som Chief Process Developer hos Arla Foods Innovation Centre, hvor fokus i starten var på rekombinerede produkter med fokus på at forstå og optimere robusthed i recepter og processer i det nyligt overtagede mejeri i Bahrain. Senest har Preben været involveret i investering og opstart af et nyt Mozzarella anlæg i Taw Valley i England. Filtrering og stor teknisk indsigt har været en rød tråd gennem meget af Prebens karriere, noget som vi alle i branchen kunne nyde godt af for nylig hvor han snakkede om emnet til Mejeribrugets dag. Privat er Preben gift med Susanne, og i fritiden nyder de tiden sammen med deres børn og børnebørn, i sommerhus og til mange forskellige koncerter rundt omkring i landet. Preben har en aktiv fritid med fodbold, skiløb og hus/lejligheds-renovering. Preben har en udadvendt personlighed og et positivt sind, hvilket sammen med hans store viden, gør ham til en værdsat kollega som alle respekterer.