06/09/2026

Mejeriingeniørdagen 2026: Faglighed, fremtid og fællesskab i Kolding

Fremtidens mejeriingeniøruddannelse, rekruttering til branchen, ny kommunikation og et kig ind bag kulisserne hos Alfa Laval var blandt ingredienserne, da mejeriingeniører og branchefolk mødtes til årets Mejeriingeniørdag i Kolding.

Der var både alvorlige spørgsmål om branchens fremtid og god tid til kollegiale gensyn, da Dansk Mejeriingeniør Forening den 4. september inviterede til den traditionsrige Mejeriingeniørdag. I år lagde Alfa Laval i Kolding hus til en dag, der spændte fra uddannelse og rekruttering til virksomhedsbesøg, generalforsamling og Reunion Dinner.

Fremtidens mejeriingeniøruddannelse på dagsordenen
Formiddagen var blandt andet helliget årsmødet i Industrigruppen bag Mejeriingeniøruddannelsen. Her blev der gjort status på arbejdet med at tiltrække nye studerende og skabe praktikmuligheder, ligesom branchen fik præsenteret en ny kommunikationsstrategi for Dairy Career. Et centralt budskab er, at mejeriingeniøruddannelsen åbner langt flere karriereveje, end navnet umiddelbart signalerer – fra produktion og produktudvikling til ingredienser, biotech, forskning og internationalt salg.

Også den kommende kandidatreform fyldte. Københavns Universitet præsenterede arbejdet med en mulig 1+2-model for Food Science and Technology, hvor et års fuldtidsstudier efterfølges af to år med en kombination af studie og relevant beskæftigelse. Arbejdet med modellen fortsætter, og det første optag forventes i 2028.

Fra rundvisning til Reunion Dinner
Efter formiddagens faglige program rykkede deltagerne tættere på værtsvirksomheden Alfa Laval med introduktion og rundvisning, inden Dansk Mejeriingeniør Forening samlede medlemmerne til årets generalforsamling.

Her blev Lars Tømmerholt også kåret som Årets Ildsjæl 2026 for sit store engagement i blandt andet fagfællesskabet, uddannelsen og det internationale arbejde. Læs historien om Årets Ildsjæl 2026 her.

Dagen sluttede i det sociale og festlige spor med Reunion Dinner, hvor der var plads til både gamle studiekammerater, nye bekendtskaber og fejring af årets 25- og 40-årsjubilarer.

Se billeder fra Mejeriingeniørdagen 2026 HER.

Og vil du have mere fra dagen, så læs med i Mælkeritidende nr. 7 den 16. oktober, hvor vi bringer flere artikler fra Mejeriingeniørdagen 2026.

mejerimedier.dk

Flere nyheder

Seneste fra mejeriindustrien

Nyhedsbrev

sendt til dig hver uge

Copyright ©
2026
Mejerimedier
CVR: 41896981

Søg

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
post
kalender
maerkedag
stilling
udgivelse
This is a basic text element.