
USA forbyder import af canadiske valleprodukter fra 29. september. Samtidig indfører USA fra 15. september en told på 50 procent på canadisk ost, viser bekendtgørelser fra Det Hvide Hus.
USA’s præsident Donald Trump har underskrevet bekendtgørelser, der fra den 29. september forbyder import af udvalgte canadiske mejeriråvarer til USA. Det fremgår af en meddelelse fra Det Hvide Hus.
Ifølge branchemediet Supply Chain Dive gælder forbuddet en række valleprodukter – herunder valleproteinkoncentrat, flydende valle, tørret valle og modificeret valle. Fra den 15. september udvider USA desuden sin eksisterende told på 50 procent til også at omfatte specialoste fra Canada. Det sker som led i en bredere udvidelse af toldlisten, skriver Supply Chain Dive.
Svar på canadisk gengældelsestold
Bekendtgørelserne kommer, efter at Canada tirsdag indførte gengældelsestold på canadiske varer for 27,6 milliarder canadiske dollar – herunder amerikansk mælk og fløde. Det skriver Reuters.
Ifølge Det Hvide Hus er forbuddet en reaktion på, hvad amerikanske myndigheder betegner som canadisk diskrimination af amerikansk handel inden for mejeriområdet.
Handelskonflikten mellem de to lande blev optrappet, da forhandlingerne mellem USA og Canada brød sammen den 21. august.
Af Maja Løvstrup
Foto: Colourbox