Under overskriften ”Fra forskning til praktisk anvendelse” var mejerifolk, forskere, underleverandører og studerende samlet i MCH Messecenter til en dag i mejeribrugets tegn
Dette års Mejeribrugets Dag fandt sted onsdag d. 12. marts i MCH Messecenter, hvor omkring 180 mennesker var samlet til en dag, der bød på indlæg fra forskere og fagfolk, smagsprøver fra et stort ostebord med dertilhørende specialøl samt hytteost i utraditionelle variationer – herunder hytteost-is med jordbær og chokoladesmag.
I pauserne var der god tid til at netværke, få en god snak samt besøge underleverandørernes stande.
Dagen blev skudt i gang med et indlæg om et større EU-projekt, med deltagelse af Kold fra Danmark, der har til formål at styrke mejeriuddannelserne på tværs af de deltagende lande. Herefter blev indlæggende delt i to tekniske spor. Formiddagens to spor koncentrerede sig om henholdsvis forudsigelse af mikrobiel vækst og saltlagens forunderlige verden. Mens eftermiddagens to spor handlede om, hvorvidt planter og mejeri kan styrke hinanden samt membranfiltrering og de nye muligheder på området.
Dagens faglige input blev meget apropos rundet af med det, det hele drejer sig om; mælkeråvaren og de muligheder og begrænsninger den har – nu og i fremtiden.
Efter den faglige del af dagen var afrundet, var der tid til netværksmiddag, hvor 56 af deltagerne hyggede sig med god mad samt muligheden for at netværke.
Mejeriforeningen, Mejeribrugets ForskningsFond og Danmarks Mejeritekniske Selskab står bag arrangementet – i tæt samarbejde med Dansk Mejeriingeniør Forening og Foreningen af mejeriledere og funktionærer.
Du kan se hele programmet for Mejeribrugets Dag 2025 her.
Foto: Mejerimedier