Repræsentantskabet godkendte d. 26. februar forslaget om en efterbetaling på 2,2 EUR-cent/kg mælk til andelshavere for mælk leveret i 2024. Samtidig justerer Arla sin tillægsmodel for bæredygtighed.
I alt 292 millioner EUR af Arlas årlige nettoresultat – det højeste beløb nogensinde – vil blive betalt til andelshaverne som efterbetaling efter en beslutning truffet af repræsentantskabet på deres møde i går. Efterbetalingen svarer til 2,2 EUR-cent/kg mælk, inklusive rente af individuel konsolideret kapital. Det skriver Arla i en pressemeddelelse.
Forslaget, der var fremsat af bestyrelsen, blev vedtaget med 180 stemmer for og 1 stemme imod.
– Jeg er meget glad for, at repræsentantskabet besluttede at udbetale den højeste efterbetaling nogensinde til vores andelshavere. Det viser Arlas styrke og konkurrenceevne og er afgørende for, at vores landmænd kan fortsætte med at udvikle deres bedrifter, investere i overgangen til en mere bæredygtig produktion og fortsætte lokal fødevareproduktion, siger Jan Toft Nørgaard, formand for Arla.
Justerer tillægsmodel
I 2023 indførte Arla en økonomisk FarmAhead™ Tillægsmodel for bæredygtighed, hvor Arla’s landmænd afregnes direkte i mælkeprisen ud fra opnåede point for at udføre klimatiltag på gården.
Nu justerer Arla så ordningen, hvilket betyder, at fra 1. april 2025 er der endnu et point at opnå ved håndtering af husdyrgødning for græssende køer, og fra januar 2026 er det muligt at opnå i alt fire point for at etablere permanente græsarealer og ved at benytte flerårige afgrøder. Dermed vil det i alt være muligt at opnå 84 point i ordningen.
Antallet af point optjent i FarmAhead™ Tillægsmodel er konsekvent steget, fra et gennemsnit på 50 point i 2023 til 53 point i 2024. Sidste år blev Arlas absolutte udledning relateret til mælk reduceret med 3% sammenlignet med 2023 svarende til 415.000 tons CO2e.
Du kan læse hele pressemeddelelsen HER
Foto: Arla pressefoto