I slutningen af januar skrev vi her på Mejerimediers hjemmeside, at der var fyringer på vej i finske Valio. Nu er forhandlingerne om nedskæringerne afsluttet og færre end frygtet får en fyreseddel.
De foreslåede nedskæringer omhandlede både funktioner i Valios hovedkvarter og tekniske servicefunktioner i produktionen. I alt var 1.170 personer omfattet af forhandlingerne.
Resultatet af forhandlingerne endte med afskedigelse af 89 personer og betydelige ændringer i ansættelsesvilkårene for 114 personer. I januar var oplægget, at 130 skulle fyres. Baggrunden var tilpasning til en svag global økonomi.
– Gennem profitable forretningsaktiviteter sikrer vi vores andelshaveres overlevelse, og sikrer samtidig kontinuiteten i den finske fødevareproduktion. Dermed kan vi på langt sigt skabe nye arbejdspladser og indkomst rundt om i Finland. Vi støtter op om genansættelse af de afskedigede personer, siger Marianne Tammela, Executive Vice President, People, Strategy and Innovations.
Valio beskæftiger i alt cirka 4.300 personer, hvoraf 3.700 arbejder i Finland. Mejeriselskabet ejes af cirka 3.400 andelshavere.
Læs mere HER