Aktiekursen for verdens største fødevarekoncern faldt 3,8 pct. efter skuffende salg i 1. kvartal, men CEO Mark Schneider forventer planmæssig vækst resten af året.
Nestlé kunne i denne uge levere regnskabstal for 1. kvartal. Og det er ikke just munter læsning, da det fremgår, at man kæmper på stort set alle forretningsområder. Det gælder også mejeri, babyernæring og medicinsk ernæring. Den interne vækst er minus 2 pct. og samlet koncernsalg falder 5,9 pct. til 22.092 mio. CHF. Det er især det nordamerikanske marked som skuffer med et tilbageslag på -7,7 pct.
Mark Schneider, Nestlé CEO, kommenterer regnskabet på koncernens hjemmeside:
– Vi havde forventet en langsom start og forventer nu et stærkt opsving i andet kvartal og resten af året. En bred vifte af vækstinitiativer på tværs af koncernen begynder således at virke. I Nordamerika har vi øget vores innovationsintensitet og kommercielle aktiviteter, primært inden for frosne fødevarer, som tabte terræn i første kvartal. Integrationsplanen for Nestlé Health Sciences vitamin-, mineral- og kosttilskudsforretning er på vej, med vendepunktet forventet i andet kvartal og stærk vækst derefter.
Efter offentliggørelsen faldt aktierne 3,8 pct. på Zürich-børsen.
Se hele regnskabet med kommentarer HER