Thise Mejeri tilbagekalder et begrænset parti af Thise Ravost 200 g. da der kan være risiko for metalstykker i produktet
I en pressemeddelelse d. 17. juni oplyser Thise Mejeri, at de som en forebyggende foranstaltning tilbagekalder et begrænset parti af Thise Ravost 200 g.
Det drejer sig om ost, der er produceret d. 7. januar 2025 med udløb henholdsvis d. 6. juli og d. 14. juli 2025.
Produktet er solgt i Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen/DagliBrugsen og 365discount butikker over hele landet.
“Der er tale om en produktionsfejl, og der er ikke modtaget meldinger om skader. Alligevel anbefales det, at forbrugere, der har købt produktet med de nævnte datoer, undlader at spise det og i stedet kasserer det,” skriver Thise Mejeri i pressemeddelelsen.
Thise Mejeri beklager den ulejlighed, dette måtte medføre for kunder og butikspersonale. Mejeriet arbejder målrettet på at sikre, at lignende situationer undgås fremover.
Foto: Thise Mejeri