En analyse fra L&F sætter fokus på forbrugsadfærd og forventningerne til deres forbrug i den kommende tid. Tilbageholdenhed, tilbudsjagt og opsparing er nogle af nøgleordene.
De vigtigste indsigter i analysen fra Landbrug & Fødevarer, som er gennemført af Nordstat i januar 2025, er følgende:
- Danskerne vurderer stadig deres økonomiske situation som presset, og forbrugertilliden er faldet en smule i forhold til niveauet i januar 2024. Selvom inflationen er aftaget, oplever mange, at prisstigningerne på dagligvarer fortsat presser deres økonomiske råderum.
- Tilbudsjagt og økonomisk tilbageholdenhed præger fortsat forbruget. Flere danskere har over de senere år ændret deres indkøbsvaner og fokuseret på at finde tilbud og købe billige fødevarer. Dette er blevet den nye normal, hvor forbrugerne aktivt søger at optimere deres madbudget. Mange er også blevet mere bevidste om at minimere madspild.
- Forbruget har over de senere år flyttet sig fra supermarkeder til discountbutikker. Discountkæder som Netto, Rema 1000 og Lidl vinder fortsat markedsandele fra supermarkederne, hvilket vidner om danskernes øgede fokus på pris.
- Danskerne ønsker at spare penge på udespisning, og en tredjedel ønsker i den kommende tid at bruge færre penge på caféer og restauranter. Dette står i kontrast til, at der hen over de senere år er sket en vækst i foodservice-sektoren, og at væksten formodes at fortsætte. Selvom mange danskere fortsat ønsker at spare penge, vil de ikke gå på kompromis med oplevelser ude.
- Cirka halvdelen af forbrugerne forventer, at deres privatøkonomi vil være uændret, mens 17 pct. forventer flere penge til forbrug, og omvendt forventer 24 pct. færre penge til forbrug. Selvom flest forbrugere forventer en uændret privatøkonomi, kan det ses fra både indland og udland, at opsparing bliver en vigtigere del af forbrugerne strategi.
Læs hele analysen HER
Foto: Gabrielle Ribeiro, Unsplash