
Den 3. januar markerede Jens Aagaard sit 25-års jubilæum i mejeribranchen – 25 år præget af udvikling, lederskab og en dyb passion for fødevarer i verdensklasse.
Som Associate Director ved Esbjerg Mejericenter har Jens ansvar for produktionen på to sites, hvor nogle af Danmarks mest ikoniske mærker som Starbucks, Mathilde, Cocio og Milka bliver til. Og det stopper ikke der – centeret producerer også 80 % af al softice i Danmark samt plantebaserede drikke, supper og saucer.
”Vi har nok det bredeste sortiment i Arla, og det er fedt at være en del af. Vi laver produkter, der er kendt og elsket af folk,” fortæller Jens, som hver dag pendler fra Holstebro til Esbjerg.
Fra landmand til mejeribrug
Jens’ vej til mejeribranchen begyndte lidt tilfældigt. Oprindeligt uddannet landmand havde han en kortvarig karriere inden for auto- og murerbranchen, før et ophold på Holstebro Flødeostmejeri fik ham til at skifte retning.
”Jeg var vant til at arbejde med malkekøer, og da nogen spurgte, om jeg ikke skulle prøve noget andet, tænkte jeg, hvorfor ikke? Det er nu 25 år siden, og jeg har aldrig fortrudt det,” siger han og fremhæver særligt de udviklingsmuligheder, Arla har givet ham:
”Arla har været fantastiske til at investere i min udvikling – både fagligt og personligt. De værdier, virksomheden står for, og den måde vi behandler hinanden og vores medarbejdere på, er noget, jeg sætter enormt højt.”
Ledelse og samarbejde som hjørnesten
Gennem årene har Jens haft mange faglige højdepunkter, men det er særligt arbejdet med mennesker, der står frem.
”Det handler om at få en mangfoldig gruppe til at spille sammen – lidt som på Noahs Ark, hvor løver og zebraer kan gå side om side. Når folk samarbejder, opstår magien,” siger Jens med et smil.
Han har dog også oplevet udfordringer – f.eks. i 2011, hvor en række medarbejdere skulle afskediges. ”At sige farvel til dygtige kollegaer var voldsomt. Det er den slags oplevelser, der udvikler én mest. Man lærer at kæmpe videre og finde løsninger,” reflekterer han.
Dansk mejeribrug: Ordentlighed og kvalitet
For Jens er dansk mejeribrug synonymt med høj kvalitet, fødevaresikkerhed og ordentlighed – ikke kun i produkterne, men også i behandlingen af medarbejderne.
”Vi er gode til at drive en stor virksomhed med et nærvær, som om den var lille. Det er en kultur, vi tager med ud i verden, når Arla opkøber nye virksomheder. Det er noget særligt,” forklarer han.
Og når Jens ser fremad, ser han både muligheder og udfordringer for branchen: ”Dyrevelfærd og klimaaftryk kommer til at sætte dagsordenen, og det kan blive en svær tid, hvor omkostningerne stiger. Men Arla har altid været omstillingsparat, og det giver mig troen på, at vi kan håndtere det,” siger han.
Om 10 år håber Jens stadig at være en del af dansk mejeribrug: ”Så længe jeg stadig er motiveret og nysgerrig, vil jeg være her. For mig er det som at være på en fantastisk karruseltur – og jeg er slet ikke klar til at stige af endnu.”