De nye lederprofiler
Dato: 15. september 2026

Personportræt

41 år i ’den hvide verden’ – mød Mejeriforeningens nye direktør

En af branchens mest erfarne profiler overtager roret i Mejeriforeningen. Poul Bank Pettersson bringer fire årtiers mejerierfaring med sig – en rejse, der begyndte ved kassefylderen i Holstebro og nu fortsætter på øverste hylde i dansk mejeribrug.

Det var egentlig meningen, at han skulle have været slagter. En læreplads hos den lokale slagter i Herning var skaffet, men da virksomheden ved et uheld fik optaget for mange lærlinge, blev den unge Poul Pettersson sendt en tur forbi EFG-levnedsmiddel.

Her var der en underviser, som så et andet potentiale i ham.

– Jeg var 100 procent sikker på, at jeg skulle være slagter, men en af lærerne på EFG mente, at jeg burde uddanne mig til mejerist i stedet. Dengang anede jeg ikke, hvad en mejerist var, fortæller Mejeriforeningens nye administrerende direktør.

Det uventede råd sendte ham til samtale hos mejerichef Hans Hellerup Nielsen på Holstebro Mejeri. Kort efter tog den dengang 17-årige Poul sine første skridt i det lokale konsummælkstapperi, og dermed tog en livslang passion sin begyndelse.

– Det var hårdt, fysisk arbejde, hvor jeg stod ved kassefylderen og stablede kasser med produkter. 10 ton i timen. Men jeg nød det. Det var et fedt sted at være med nogle vidunderlige mennesker, hvoraf flere stadig er mine venner, husker han.

Fascineret af ’den hvide verden’
Nu – mere end fire årtier og adskillige ledelsesposter senere – er den 58-årige mejerimand tiltrådt som topfigur i Mejeriforeningen. For ham er skiftet en naturlig kulmination på et stærkt fagligt engagement i sektoren.

– Hvis jeg skulle noget andet i mit arbejdsliv, så skulle det være i Mejeriforeningen. I spidsen for en organisation, hvor jeg kan komme ud og tale om mælk og mejeri med både mælkeproducenter, mejerier og hele den verden, der omgiver os. Det glæder jeg rigtig meget til at komme i gang med, forklarer han.

Fagligheden og begejstringen for råvaren har været den røde tråd gennem hele hans karriere.

– Lige siden jeg for 41 år siden for første gang trådte ind ad døren til et mejeri, har jeg været fascineret af ’den hvide verden’. Mælk er en fantastisk råvare, som ud over sine ernæringsmæssige kvaliteter, kan anvendes til ufatteligt mange forskellige produkter og ingredienser. Fra lækre gourmetoste og den daglige skål yoghurt til avancerede proteiner til fødevare- og medicinalindustrien, siger Poul Bank Pettersson.

Han peger samtidig på, at den danske mejerisektor besidder en helt særlig styrke i balancen mellem traditionelt håndværk og moderne industriprocesser:

– I dansk mejeribrug er vi dygtige til det hele og har en mangeårig tradition for at udvikle både håndværk og industriprocesser på tværs af sektoren. Som udgangspunkt står vi et godt sted – både herhjemme og på de internationale markeder, vurderer han.

Vidt omkring i Arla-systemet
Poul Bank Petterssons CV vidner om en dyb forankring i den praktiske mejeridrift, som senere blev vekslet til strategisk ledelse.

Efter læretiden kom han til mælkepulveranlægget HOCO i Holstebro. Under hans 22 år på HOCO oplevede han på nærmeste hold branchens enorme effektivisering og produktudvikling: Antallet af medarbejdere faldt fra 250 til 146, mens mælkeindvejningen mere end fordobledes fra 350 til 750 millioner kilo – sideløbende med en markant forædling af pulverprodukterne.

En tørn som tillidsrepræsentant sendte ham på kurser i blandt andet præsentationsteknik – noget, han i dag omtaler som sin første reelle lederuddannelse. Vejen gik videre som skifteholdsleder, indtil han i 2010 tog et skridt over i medlemsorganisationen som regionschef i Arla Region Vest.

Fire år senere blev han direktør for Arlas samlede medlemsservice i Danmark samt en del af Arla Danmarks ledergruppe og Mejeriudvalget i Mejeriforeningen.

De mange og lange erfaringer i Arla har formet Poul Bank Petterssons syn på ledelse:

– Det er vigtigt at have nogen omkring sig, der kan noget, du ikke selv kan. I et godt team trækker man på hinandens viden og evner, og den erfaring tager jeg naturligvis med ind i Mejeriforeningen, konstaterer han.

Dialog og åbenhed som råstof
Som ny frontfigur for Mejeriforeningen træder han ind i et erhverv, der både fylder meget i det danske landskab og i valutakassen, hvor mejerieksporten senest bidrog med over 30 milliarder kroner.

Der ligger dog ikke en færdigskrevet køreplan klar på skrivebordet. Den første tid skal bruges på at lytte og lære organisationen samt samarbejdspartnerne endnu bedre at kende.

– Jeg har ikke en grydeklar plan liggende i skuffen. Men på et mere overordnet plan er det som sagt min opfattelse, at Mejeriforeningen og de danske mejeriselskaber og mejerihandelsvirksomheder står et ganske fornuftigt sted. Vi har en god blanding af store og små virksomheder, et solidt og respektfuldt sammenhold i branchen og en fin dialog med det omkringliggende samfund, lyder vurderingen fra den nye direktør.

Og netop dialogen bliver omdrejningspunktet for hans virke – uanset om det gælder de enkelte medlemsmejerier eller samfundets forventninger.

– Mejeriforeningen er til for medlemmerne. Derfor skal vi fortsætte arbejdet med at styrke samarbejdet med mejerierne og udvikle organisationens tilbud til dem, samtidig med at vi varetager branchens interesser i forhold til myndigheder, politikere og offentligheden som sådan. Det gøres bedst gennem dialogen. Vi har rigtig meget at byde på – blandt andet i forhold til sundhed og ernæring – men skal også være åbne for at lytte til samfundets krav og ønsker til os, slutter han.

BLÅ BOG: Poul Bank Pettersson

  • Alder: 58 år.
  • Karriere: Uddannet mejerist på Holstebro Mejeri (1985). Mangeårig karriere i Arla Foods på blandt andet HOCO som mejerist, tillidsmand og skifteholdsleder. Siden 2010 i administrative lederroller – senest de sidste 10 år som direktør for Arlas medlemsservice i Danmark.
  • Privat: Født i Høje Gladsaxe, opvokset i Herning og har boet størstedelen af sit voksne liv i Holstebro. Bor i dag i Aarhus sammen med sin kæreste, Sanne Weidner, der er tidligere juridisk chef i Arla. Har to voksne børn (og Sanne har ét).
  • Fritid: Nyder naturen og kulturlivet i Aarhus, går mange ture og drager gerne på jagt med sin gamle vennekreds fra Holstebro og Herning.

Af Maja Løvstrup (artiklen er baseret på et interview udarbejdet af Mejeriforeningen)
Foto: Mejeriforeningen

Nyhedsbrev

sendt til dig hver uge

Til dig

hvor end du er

Download vores app her

Copyright ©
2026
Mejerimedier
CVR: 41896981

Søg

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
post
kalender
maerkedag
stilling
udgivelse
This is a basic text element.