Mejeribranchens ildsjæle
Dato: 20. august 2026

Personportræt

Birgitte Dember takker af efter tre årtier i mejeribranchen

Efter 31 år som rådgiver, forhandler og juridisk sparringspartner for mejeribranchen siger Birgitte Dember farvel. Det, hun kommer til at savne mest, er dialogen med de mennesker, der gør branchen til noget helt særligt.

Af Maja Løvstrup
Foto: Dansk Industri

Når Birgitte Dember ved udgangen af juni lukker computeren for sidste gang hos DI Mejeri, er det afslutningen på mere end tre årtier i mejeribranchen. Efter 31 år som rådgiver, forhandler og juridisk sparringspartner går hun på pension og siger farvel til en branche, der har været en central del af hendes arbejdsliv. Selv beskriver hun det som ”sødmefuldt sørgeligt”.

Hun er klar til næste kapitel. Til mere tid, flere rejser, frivilligt arbejde og nye oplevelser. Men det ændrer ikke på, at afskeden også vækker følelser.

– For at være helt ærlig er det nærmest som at aflevere mit lille barn. Det er et område, jeg virkelig har brændt for, og som jeg føler skal videre på den bedst mulige måde, siger hun.

For mange i branchen er Birgitte Dember et velkendt ansigt. Gennem årene har hun rådgivet virksomheder, forhandlet overenskomster, ført faglige voldgiftssager og hjulpet med at finde løsninger, når uenigheder skulle bilægges. Men hendes egen fortælling om arbejdslivet handler mindst lige så meget om relationer som om jura.

Tilfældighedernes vej
At mejeribranchen skulle blive Birgitte Dembers arbejdsplads gennem mere end tre årtier, stod ikke umiddelbart i kortene.

Efter jurastudiet i Aarhus arbejdede hun som advokat i Kolding og tog senere en mastergrad i jura i England. Da hun vendte hjem, vidste hun blot, at hun gerne ville til København. En ledig stilling i en arbejdsgiverforening blev begyndelsen på et arbejdsliv, der skulle komme til at strække sig over mere end 31 år.

– Det var egentlig lidt tilfældigt. Men jeg kunne godt lide kombinationen af jura og det mere politiske arbejde. Det handler ikke kun om, hvad loven siger. Det handler også om, hvad vi vil som branche, og hvordan vi finder de bedste løsninger, forklarer Birgitte Dember.

Siden har hun fulgt mejeribranchen gennem flere organisatoriske forandringer – fra Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger (SALA) over Mejeribrugets Arbejdsgiverforening til det nuværende DI Mejeri. Fællesnævneren har hele tiden været den samme: mejeribranchen.

En særlig branche
Når Birgitte Dember bliver bedt om at beskrive branchen, vender hun hurtigt tilbage til de mennesker, der er en del af den. For selvom mejeribranchen gennem årene har forandret sig markant med fusioner og færre virksomheder, er der noget grundlæggende, som er blevet bevaret.

– Der er et meget stort fællesskab og en faglig stolthed, som jeg ikke synes, jeg møder ret mange andre steder.

Hun peger på, at branchen er præget af mennesker, som bliver i faget i mange år, og som opbygger stærke relationer på tværs af virksomheder, organisationer og uddannelser.

– Mange kender hinanden. Der er en samhørighed, som er helt særlig, siger hun.

Det er også noget af det, der har gjort størst indtryk på hende gennem årene: At mennesker kan være uenige om konkrete sager og interesser, men stadig møde hinanden med respekt og en fælles forståelse for branchen.

Når juristen træder et skridt tilbage
Selvom arbejdet ofte har handlet om komplekse problemstillinger og forskellige interesser, har Birgitte Dember altid været optaget af det, der samler mennesker frem for det, der skiller dem.

– Noget af det vigtigste er at finde løsninger. Selvfølgelig skal juraen være på plads, men mange gange handler det om at finde en vej videre, som alle kan leve med, siger hun.

Hun beskriver sin rolle som en kombination af rådgiver, forhandler og konfliktløser. Nogle gange har det handlet om at bistå virksomheder i vanskelige situationer. Andre gange om at sidde ved forhandlingsbordet med fagforeningerne. Og indimellem om at føre sager videre til voldgift eller domstole. Men det er de situationer, hvor parterne finder fælles fodslag, der har givet størst arbejdsglæde.

– Der var faktisk en, der sagde til mig for nylig, at han godt kunne lide, når jeg satte juristen lidt i baggrunden og fandt en løsning i stedet. Det tager jeg som et kompliment, siger Birgitte Dember.

Gennem årene har hun været med til at udvikle og tilpasse branchens overenskomster, så de afspejler virksomhedernes virkelighed og behov. Og selvom hun har spillet en central rolle, understreger hun, at resultaterne altid er blevet skabt i fællesskab.

– Jeg har været et lille møllehjul i en større maskine. Men jeg synes, vi har været med til at skabe nogle gode løsninger for branchen, siger hun.

Stolt af det, der er bygget op
Når hun ser tilbage, er det ikke én bestemt sag eller én bestemt sejr, der står stærkest. Det er snarere den samlede udvikling. Ikke mindst det arbejde, der blev gjort, da mejeribranchen blev en del af Dansk Industri.

– Jeg synes, det var vigtigt, at vi kunne blive en del af noget større og samtidig bevare det, der gør mejeribranchen særlig. At vi kunne fastholde vores egne overenskomster og vores egne måder at gøre tingene på, siger Birgitte Dember.

For hende blev det et symbol på noget grundlæggende: At branchen har formået at udvikle sig uden at miste sin identitet.

Et nyt kapitel venter
Selvom arbejdslivet i mejeribranchen slutter, er det langt fra ensbetydende med, at Birgitte Dember sætter tempoet ned. Tværtimod. Kalenderen er allerede ved at blive fyldt med frivilligt arbejde, bestyrelsesopgaver og rejser. Hun er blandt andet aktiv i Kræftens Bekæmpelse og skal til sommer være med til at tage imod udenlandske udvekslingsstuderende gennem sit engagement i Rotary. Derudover venter flere rejser – blandt andet til Frankrig og Sydøstasien.

– Jeg kommer ikke til at ligge stille på en strand. Det bliver oplevelser. Der må gerne være lidt komfort, men det skal først og fremmest være spændende, siger hun.

Når hun bliver spurgt, hvad hun kommer til at savne mest, kommer svaret uden tøven:

– Dialogen med virksomhederne.

Det er de fortrolige samtaler. Tilliden. Muligheden for at gøre en forskel for mennesker, hun har arbejdet sammen med gennem mange år.

Efter 31 år i mejeribranchen er det måske også det aftryk, Birgitte Dember selv efterlader. Ikke kun som juristen, der kendte overenskomsterne og reglerne. Men som den rådgiver, der aldrig glemte, at relationer og tillid ofte er lige så vigtige som paragraffer.

Nyhedsbrev

sendt til dig hver uge

Til dig

hvor end du er

Download vores app her

Copyright ©
2026
Mejerimedier
CVR: 41896981

Søg

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
post
kalender
maerkedag
stilling
udgivelse
This is a basic text element.