I 1981 startede Bjarne Vestergaard som mejerimedarbejder på Bislev Mejeri Stjernen. Og selvom han hurtigt oplevede en stor interesse for faget, stod det ikke ligefrem skrevet i stjernerne, at Bjarne skulle tage mejerivejen. For som Bjarne selv fortæller, var skolen ingen favorit:
”Jeg drømte ikke om at gå i skole. Når jeg tænker tilbage, skulle jeg næsten have lagt tre karakterer sammen for at få en tocifret karakter. Derfor var det også en udfordring for mig selv at tage en uddannelse som mejerist og tekniker. Specielt tekniker var en udfordring, fordi jeg ville lykkes”.
Og lykkedes, dét gjorde han! For med osteproduktion til bl.a. Iran og en stor del af det øvrige Mellemøsten er Bjarne (måske) den person i verden, der har haft ansvar for den største mængde af hvid ost gennem hans mange år inden for specialet. Et speciale, der på trods af en del automatisering – til fordel for både produktion og medarbejdere – er forblevet nogenlunde det samme i de mange år, Bjarne har arbejdet med det.
Men når man har været på et mejeri i godt og vel 40 år, så vil der også ske ændringer. Det var tilfældet med dåseproduktion af hvid ost, som var en fast del af Bislev Mejeri, da Bjarne startede i ’81. Men i slutningen af 80’erne blev produktionen solgt fra til andre Arla-mejerier og forsvandt dermed ud af Bjarnes hverdag.
Det skulle dog vise sig, at bliver man hængende længe nok, så vender alt tilbage til det gamle – og det var også tilfældet for Bjarne og Bislev Mejeri, der kunne byde dåseproduktionen tilbage i år 2000. En produktion, som Bjarne – sammen med hvid brikost – havde ansvaret for i en længere periode.
Udfordringer, sammenhold og succeser
I mange år var Bjarne en del af holdet, der stod for at producere hvid ost til Iran. Det foregik 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, på fem forskellige maskiner – og med ganske god succes. Der blev produceret mange tusind tons brikost, som blev fragtet med store skibe, og Bjarne havde fornøjelsen af at oplære mange dygtige elever. Men pludselig blev Iran selvforsynende, og produktionen på det danske mejeri stoppede.
”Vi troede efterspørgslen ville komme igen. Og det gjorde den da også, men selvfølgelig ikke på samme niveau – så vi måtte opsige en masse dygtige mennesker. Og så er presset som mellemleder pludselig meget stort. Men vi stod alligevel sammen og klarede det som et hold”, mindes Bjarne.
At rykke sammen, klare udfordringer gennem sammenhold og finde forbedringer sammen med gode kollegaer er da også det, Bjarne fremhæver mest, når han tænker tilbage på de sidste 40 år i mejeribranchen.
Styrken ved sammenhold har nemlig også vist sig ved de to Muhammad-kriser i 2006 og 2008, hvor Bislev Mejeri var tæt på at lukke ned. Medarbejderne stod sammen, og gennem en fælles indsats kom produktionen atter på rette kurs. Og så sent som i 2021 gjorde det sig igen gældende i forbindelse med udflytningen af produktionen af smelteost til Bahrain.
Sådan et mejeri får man ikke lige ned med nakken! Og det kan ifølge Bjarne tilskrives én ting: Årtiers sammenhold med fantastiske mennesker, kolleger og elever – både i det daglige, men også på uddannelser og til det årlige International Food Contest.
En IFC-ildsjæl
Hvert år finder du Bjarne til International Food Contest i Herning. Her står han med sin store erfaring for standen for hvid ost – og han hviler ikke i de tre dage, messen står på:
”Man er altid træt, når man kommer hjem. Heldigvis kommer mine sønner gerne og giver et nap med, men især under Corona var vi spændt godt for.”
På trods af slid og slæb, deltager Bjarne altid med stort engagement. Han mener nemlig, at messen er et vigtigt led i at følge de nyeste tiltag i fødevarebranchen – og så giver den samtidig god mulighed for at netværke:
”Det er en fantastisk ting! Alle folk burde vide, at man kunne komme ind og se den mangfoldighed i madvarer. Mange af koryfæerne – dem der har været der altid – de kommer, og så er det spændende at møde nogen af dem, man ellers kun har kendt ved navn. Og så bliver der fortalt mange røverhistorier!”, fortæller Bjarne med stor passion.
Men ligesom, når snakken falder på det daglige arbejde, så nævner Bjarne også sammenhold i forbindelse med IFC – det er nemlig noget, der står ham meget nært:
”Det har stor betydning for mig at blive en del af crewet i Herning, hvor jeg har mødt mange fantastiske mennesker – og desværre er mange faldet væk. Men man skal på få dage køre en udstilling, og dette gøres kun gennem unikt samarbejde. Det er altid skønt, når det lykkes!”, fastslår Bjarne stolt.
En ting er da også sikker – Bjarne bliver ved med at være et velkendt ansigt på messen i Herning.
CV:
Download vores app her