Dorthe skulle egentlig have skrevet en ph.d. efter sin uddannelse til bromatolog (Red: I dag Levnedsmiddelingeniør) i 1995, men skæbnen ville det anderledes, og hun landede i stedet en stilling som laboratoriechef på HOCO. Og fabrikken i Holstebro blev hendes arbejdsplads de næste 25 år.
En overbevisende laboratoriechef
Laboratoriet på HOCO var i 8 år Dorthes arbejdssted, og det har altid haft en stor betydning for hende:
“Mit hjerte ligger virkelig i det her laboratorium, og derfor er jeg også meget stolt af at have været en stor del af årsagen til, at det faktisk stadig eksisterer i dag,” fortæller hun.
Laboratoriet var nemlig i slutningen af Dorthes tid som laboratoriechef i alvorlig fare for at skulle nedlægges. Bygningen var i ringe stand, arbejdsmiljømæssigt og medarbejderne på tagetagen “svedte i 30 graders varme om sommeren – og måtte trække i termotøj om vinteren”. Derfor skulle der tages en beslutning om stedets fremtid.
Ledelsen overvejede, hvorvidt det kunne betale sig at beholde laboratoriet og analysearbejdet in house, eller det skulle udliciteres til eksternt laboratorium. I den tid lagde Dorthe alle sine kræfter i at overbevise cheferne om, at der skulle bygges et nyt laboratorium på stedet. Og missionen lykkedes:
“Vi lykkedes med at lave en rigtig god business case, der viste, at det var en god forretning selv at lave analyser for sygdomsfremkaldende bakterier her på stedet. Det var spændende at være en del af – og faktisk blev det startskuddet til at gøre laboratoriet til dét, det er i dag – et stort og meget centralt laboratorium i Arla,” lyder det stolt fra QEHS-chefen.
En stolt leder med passion for fødevaresikkerhed
Dorthe Nymark Jeppesen har siddet med ved bordenden på HOCO siden 2004, og jubilæet får hende til at kigge tilbage på ledelsesarbejdet, som har været både spændende og givende:
“Det har været utrolig spændende at være med i “det lange stræk” og se HOCO udvikle sig stille og roligt til at blive et af Arlas fokusmejerier. Jeg er meget stolt af at have bidraget til det,” lyder det fra Dorthe.
Dog er der særligt én ting ved ledergerningen, som Dorthe aldrig vænner sig til; at skulle afskedige medarbejdere.
“At afskedige en medarbejder. Dét er svært! Jeg har været leder altid – men uanset hvor mange år, man er det, er det altid svært, fordi man har fuld forståelse for det menneske, der afskediges. Heldigvis har man altid god støtte fra en stor organisation i de situationer.”
Ligesom laboratoriet og ledelsesarbejdet har arbejdet med fødevaresikkerheden også en stor plads i Dorthes hjerte. Hun har gennem tiden været med til at udarbejde standarder for fødevaresikkerheden og på den måde bidraget til, at det er sikre produkter, Arla leverer – hver gang:
“Det er super spændende. At tænke scenarier: Hvad er det, der potentielt kan gå galt her? Hvad kan der komme ind med mælken og andre ingredienser? Selv små fejl kan have store konsekvenser, så det vigtigste er, at forbrugerne med ro i maven kan købe produkterne og være sikre på ikke at blive syge af dem,” fortæller hun.
25 år med stolthed i branchen
Skal Dorthe sætte ord på den danske mejeribranche, er den for hende præget af en enorm stolthed i branchen. Og det er noget særligt at være en del af et andelsselskab:
“For flere år siden formulerede Arla en ny mission, der var – og er – at få den højeste pris for landmændenes mælk. Det er fedt, at missionen er så klar, og den gør os gensidigt afhængige af hinanden. Vi er i den samme båd, og vi er her for hinanden. Dét er jeg stolt af,” slutter Dorthe Nymark Jeppesen.
CV:
Download vores app her