Højtidsportrætter
Dato: 10. juli 2025

Personportræt

Fra fåremælksfløde og egne kammerjunkere til favorit-isbaser: Lasse Bagges sommer smager af mejeri

Lasse Bagge Øllingegaard Sommerstafet

Mejeriforum fortsætter sommerstafetten, hvor vi taler med nogle af vinderne af Mejeriforeningens Gourmetpris 2025 om deres sommer – og deres syn på mejeriprodukter med x-faktor.

Denne gang møder vi Lasse Bagge, udviklingschef hos Øllingegaard Mejeri og Naturmælk, som sammen med Hårbølle Mejeri vandt i kategorien konsummælk for deres syrnede fåremælksfløde – et produkt, der er skabt i tæt dialog med kokke og restauratører.

”Vi arbejder meget tæt sammen med vores slutbrugere – især kokkene. Vi laver produkter, der skal kunne noget særligt i deres hænder, og det syrnede fåremælksflødeprodukt er netop tænkt som noget, der kan udvikles videre på i et køkken,” fortæller Lasse Bagge.

Særprægede produkter med stor personlighed
For Lasse og teamet handler det om at skabe produkter, der skiller sig ud – og som skaber opmærksomhed omkring det lille mejeri og dets håndværk:

”Vi ved jo godt, at det ikke er et produkt, vi kommer til at sælge i enorme mængder. Men det er spektakulært – og det er netop dét, der tiltrækker både opmærksomhed og dygtige fagfolk.”

Og spørger du Lasse, er det også det spektakulære, der giver et produkt x-faktor. Det skal skille sig ud. Det skal kunne udfordre kokkene, og give dem produkter og råvarer, som de kan arbejde videre med og selv kreere noget ekstraordinært med.

I Lasses øjne betyder x-faktor derfor også, at et produkt skal være fejlfrit, med perfekt konsistens og tekstur – og have potentiale til at indgå i retter, der kan vinde Michelin-stjerner. Et stærkt produkt bliver i hans øjne nemlig kun endnu mere interessant, når det inspirerer andre – og løfter sig gennem deres hænder.

Isbaser og en tur rundt i det danske sommerland
Sommeren tilbringer Lasse oftest herhjemme i Danmark – hvor der nydes alt det gode, som Danmark kan tilbyde. Og her bliver der gerne plads til et par inspirerende ture rundt til landets isbarer, ishuse og iskiosker. Øllingegaard leverer nemlig isbaser til mange af dem:

”Det er blevet en lille tradition at køre rundt og smage, hvad de har fået ud af vores isbase. Det er super inspirerende at se, hvordan de fortolker den og skaber noget nyt – det føles helt særligt at stå med et produkt, man har været med til at udvikle.”

Og han elsker at prøve nye smage, så når han står foran disken, vælger han altid de mest utraditionelle varianter – dem han ikke har smagt endnu.

Sommeren smager af smør, koldskål og 38 % creme fraiche

En af favoritterne om sommeren er – naturligvis – koldskål. Og helst den fra Øllingegaard, selvfølgelig. I år nydes den ekstra godt med ‘egne’ kammerjunkere. Truely Taste har nemlig i år lanceret økologiske kammerjunkere, der er smørbagte med økologisk smør fra Øllingegaard – så de ryger også ofte med i kurven.

En anden klassiker i sommerens køleskab er creme fraiche, der bruges til god klassisk kartoffelsalat lavet på nye kartofler. Og ikke noget med nogle fedtfattige varianter her. Det skal være den helt rigtige 38 %, der både giver smag og form til kartoffelsalaten.

En kæmpe cadeau til ildsjælene
Selv om han er stolt af Øllingegaards eget prisvindende produkt, sender Lasse også stor ros til andre af årets vindere og finalister – særligt Nørgaard Gedemejeri:

”Det er fantastisk, at man kaster sig ud i at lave gedeost i Danmark, hvor vi ikke har så mange små mejerier tilbage. Det er modigt – og det lykkes virkelig godt. Det fortjener stor anerkendelse!”

Nyhedsbrev

sendt til dig hver uge

Til dig

hvor end du er

Download vores app her

Copyright ©
2026
Mejerimedier
CVR: 41896981

Søg

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
post
kalender
maerkedag
stilling
udgivelse
This is a basic text element.