Personportræt

Jan Vraa Mikkelsen: 30 år med lederskab, samarbejde og nysgerrighed

Det er vigtigt at kunne grine sammen. Også på de travle dage. Sådan har Jan Vraa Mikkelsen, Site Director ved Arla Foods Hobro og Christiansfeld, sagt de sidste 30 år – og nu kan han fejre jubilæum med netop de ord.

Det hele startede i Hobro

Jan Vraa Mikkelsens interesse for mejeriet startede allerede i ungdommen – for det var et job, der passede til hobbyerne:

– Jeg kommer fra en lille landsby uden for Hobro. Da jeg var 17 år, startede jeg på Hobro Mejeri i fritiden, og jeg har været i næsten alle afdelinger fra mejeri til chauffør. De lidt skæve arbejdstimer gjorde, at jeg også kunne bruge tid på at flyve med mine brevduer, fortæller han smilende. 

Efter at have afsluttet sin uddannelse som mejeriingeniør i 1998 startede Jan hos Carlsberg som brygmestertrainee – og senere brygmester. Men hans passion for mejeribruget trak ham tilbage, og han sluttede sig atter til Arla i 2004 – denne gang hos mælkepulverfabrikken SAMDEN i Åbenrå.

En imponerende karriere

Det blev til to år ved SAMDEN, inden fabrikken blev lukket. Derefter fik Jan job som produktionschef på Esbjerg Mejeri og blot 1,5 år efter fulgte en lang periode som mejerichef: 

– Der var altid knald på i Esbjerg. Man kedede sig aldrig. Vi gennemførte mange spændende investeringer og udviklede mange nye og gode produkter, beretter Jan.

Men i 2018 – efter 12,5 år på Esbjerg Mejeri – blev Jan tilbudt stillingen som Site Director i Hobro og Christiansfeld. Og arbejdet har lige siden været præget af et højt tempo og en stærk produktionskultur, der er drevet af en døgnrytme med de daglige leveringer til supermarkederne, som skal rammes meget præcist både ift. mængder og timing: 

– Vi har en tydelig mission hver dag. Og vi lykkes, selvom det godt kan være svært. Men alle kender målet, og så finder vi løsninger, forklarer Jan.

Lederskab og samarbejde

Når Jan ser tilbage på sin karriere, er det især samarbejdet, både internt i ledelsen og mellem ledelse og medarbejdere, der har betydet mest for ham:

– Det er helt grundlæggende en succes, når folk er med. At ledelse og medarbejdere spiller sammen og er loyale over for hinanden, siger han og fortsætter:

– Der ligger så meget energi i at lykkes som et hold. Det er vigtigt for mig, at alle er klar over, at vi ikke kun er ansat til at levere konkrete arbejdsopgaver – vi har alle en forpligtigelse til at levere positiv energi og velvilje i det daglige samarbejde på alle niveauer. Samtidig med at vi klarer dagens opgaver og fortsætter med at udvikle vores faglige kompetencer og dermed vores konkurrenceevne.

Stolthed over mejeribruget

De sidste 30 år har budt på en masse spændende bekendtskaber og oplevelser. Og mange af de succeser, Jan har opnået i sin karriere, tilskriver han den fælles stolthed, der er på tværs af hele mejeribruget:

– Vi er stolte af at holde befolkningen kørende. Vi producerer basisfødevarer. Mælkens alsidighed og betydning er fascinerende, og jeg er stolt af selve produkterne og af den tillid, befolkningen har til både Arla og de mange andre mejerier i Danmark.

Der er en forklaring på alt

Med sin interesse for virksomhedens historie ser Jan fremad med masser af optimisme – og et enkelt godt råd: 

– Jeg tror på, at mange ting går i ring – også på vores arbejdsplads. Hvis man har styr på historien, får man en god forklaring på, hvorfor verden er, som den er. Og hvorfor der er noget, man ikke skal bruge så meget tid på, for det kan ikke ændres, reflekterer han.

Nyhedsbrev

sendt til dig hver uge

Til dig

hvor end du er

Download vores app her

Copyright ©
2024
Mejerimedier
CVR: 41896981

Søg

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
post
kalender
maerkedag
stilling
udgivelse
This is a basic text element.