1500 kilometer. Så langt er Kenneth flyttet fra sit hjem i Sønderjylland. Og det var ikke en let beslutning at sælge huset, pakke kufferten og tage familien med til Sverige. Heldigvis viste det sig alligevel at være den rigtige beslutning, fortæller Kenneth.
Når mulighederne opstår
”Jeg havde egentligt aldrig forestillet mig, jeg ville blive mejerichef,” fortæller Kenneth med et smil. ”Men sommetider handler det bare om at gribe de muligheder, der kommer.”
Og det er kendetegnende for Kenneths karriere, der startede med et job som ferieafløser på Branderup Mejeri i 1996. Senere har Kenneths veje bl.a. ført ham forbi Rødkærsbro Mejeri, Høgelund Mejeri og senest Kruså Mejeri – et job, Kenneth selv udpeger som særligt definerende:
”Min tid på Kruså Mejeri har været blandt de mest udviklende for mig og min karriere. Her kom jeg igennem talentprogrammer og coaching-forløb, der virkelig rykkede noget for mig. Som leder tror jeg også, man bliver inspireret af de ledere, man selv har haft. Man tager det bedste fra dem alle og bruger det i sin egen udvikling,” siger han.
Omvæltninger og kulturforskelle
Nu befinder Kenneth sig i Sverige med udsigt over både sø og fjelde. Og naturen er ikke den eneste forskel fra det vante liv i Danmark:
”Det har været en stor omvæltning at flytte til Sverige – større, end man lige tror. På overfladen ligner Danmark og Sverige rigtig meget hinanden, men der er stor kulturforskel på de to lande. Det viser corona-håndteringen alene,” uddyber Kenneth og fortsætter:
”I den tid jeg har været på mejeriet, har vi fokuseret meget på effektiviseringer og forbedringer. Arla købte mejeriet for 10 år siden, og vi har foretaget en masse opdateringer for at få tilpasset os virkeligheden. Samtidig har vi haft utrolig meget fokus på sikkerhed og sikkerhedskultur, og det har udviklet sig i en rigtig positiv retning.”
Fokus på fagligheden
”Jeg brænder for mejeriuddannelserne, og i min tid heroppe er det gået op for mig, at uddannelsesniveauet i Danmark er noget, vi kan være ekstraordinært stolte af. Det er uddannelserne, der skal fremtidssikre dansk mejeribrug. I Sverige har jeg engageret mig i uddannelsesmiljøet og sidder bl.a. i bestyrelsen for mejeriteknikeruddannelsen,” siger Kenneth.
Om mejeribrugets andre udfordringer, udpeger Kenneth særligt digitaliseringen og behovet for vedvarende udvikling som vigtige parametre.
”Det går så hurtigt hele tiden – både teknologisk og samfundsmæssigt – og det er vigtigere end nogensinde at følge med,” afslutter han.
CV:
Download vores app her