Når Mette Toft kigger tilbage på sin karriere i mejeribranchen indtil nu, er der især tre milepæle, som har haft en betydning for hende, arbejdsmæssigt og personligt.
Et farvel til specialistverden
Som nyudklækket mejeriingeniør startede hun sin rejse i mejeribranchen som specialist inden for bakteriekulturer og i MD Foods’ Ostedivision. Efter otte gode år som specialist fik hun et tilbud, hun ikke kunne sige nej til; det var tid til at prøve kræfter med ledelse i et job som mejerichef på Branderup Mejeri:
“Den første ting, der har haft stor betydning for min karriere må være, da jeg sagde ja til at blive mejerichef første gang. Da sagde jeg endegyldigt farvel til specialistverden og gik ledelsesvejen i stedet,” fortæller Mette.
Konsensus-baseret ledelse og work-life-balance
Anden gang, Mette Toft fik vendt hverdagen på hovedet, var, da hun i 2013 tog springet til Sverige og Tyskland, hvor hun var med til at stå i spidsen for først Linköpings Mejeri og dernæst Upahl Mejeri. De to perioder fik en stor betydning for hendes ledelsesstil, fortæller hun:
“Jeg lærte meget om ledelse – og især forandringsledelse – i de to lande. I Sverige har man meget mere fokus på work-life-balance. “Arbejde er ikke hele livet, men en del af livet,” siger de.”
Og begge steder var det nødvendigt for Mette at finde ud af, hvordan hun på bedste måde fik “alle med”. For de var i højere grad vant til en mere konsensus-baseret tilgang til tingene:
“Hjemme i Danmark kunne tingene godt gå lidt stærkt – og beslutningerne blev taget hurtigt. Især i Tyskland arbejdede vi meget med at få tilpasset mejeriet til en lidt mere performance-drevet kultur. Og så var det virkelig spændende at finde ud af, hvordan man kunne lave forandringer i et tempo, hvor man fik alle med. Og altså sørge for, at medarbejderne var medspillere i stedet for modspillere,” lyder det fra produktionsdirektøren.
Fra Arla Foods til Thise
Det tredje og nyligste vendepunkt i Mette Tofts mejeri-færd var skiftet fra ansættelser under Arla Foods-paraplyen til Thise Mejeri. Her startede hun i 2018 som Quality Manager og er i dag Produktionsdirektør.
Fra en hverdag med en kæmpe organisation i ryggen er hendes “mejeri-familie” nu skrumpet lidt ind. At være landet hos Thise, som på mange måder er et meget mindre sted end Arla, er noget helt andet, fortæller hun:
“Man har ikke et helt stort system til at hjælpe sig, så man skal tilegne sig viden på egen hånd. Og hvor man hos Arla er meget specialiseret inden for de forskellige produkttyper, er alt samlet under samme tag her hos Thise. Hvis man interesserer sig for mejeri og vil have den brede viden om mejeribrug, så er Thise det helt rigtige sted. Jeg synes, det har været fantastisk at prøve begge dele!”
Stor kærlighed til mejeribranchen
Mette er ikke i tvivl om, hvad der gør den danske mejeribranche til noget helt særligt:
“Passionen og sammenholdet, vi har som branche, er bare helt fantastisk. Det er fuldstændig unikt at føle, at jeg er en del af noget. Selvom du ikke nødvendigvis arbejder på et mejeri, er du stadig en del af branchen. Der er faglig sparring og gode kollegaer – og du kan altid finde en, der ved “noget om noget”, lyder det begejstret fra Mette.
Noget af det, Mette er særligt stolt af, er måden hvorpå de hos Thise Mejeri får landmanden til at spille med og blive involveret:
“Samarbejdet med landmændene er helt klart en af mejeribranchens succeser. Her i Thise formår vi at få dem involveret – helt ud i værdikæderne. Nu hvor vi er trådt ind i planteriget, har vi fx valgt, at vores plantebaserede produkter også produceres af råvarer fra vores egne landmænd. Vores ejere,” slutter Mette Toft.
CV:
Download vores app her