Det lå ikke i kortene, at Niels-Henrik Lindhardt skulle være mejerist – på trods af, at han blev født ind i en vaskeægte mejerist-familie. Han ville faktisk hellere være fotograf. Han fandt dog en gylden middelvej mellem de to fag:
“Hele min klan, både min oldefar og oldemor, bedstefar og min far, var mejerister. Men det lå ikke i kortene, at jeg skulle være det – jeg ville hellere være fotograf. Men da jeg arbejdede som fotograf, gik det op for mig, at jeg både godt kunne lide at lave mad, og jeg godt kunne lide at tage billeder. Så jeg valgte at blive mejerist og så amatørfotograf i min fritid.”
Et ismejeri bliver til
Aabybro Mejeri er et af Danmarks ældste mejerier, og det blev grundlagt i 1888 af syv omkringliggende gårde. Mejeriet blev anlagt af Skeel lige ned til Ryå, sådan at vandet fra åen kunne bruges til at køle mælken ned med.
Niels-Henrik Lindhardts far, Anker Lindhardt, købte i 1968 mejeriet, som på daværende tidspunkt primært producerede smør og ost. I 1989 kom der imidlertid et nyt produkt på markedet – nemlig Kærgården – som gjorde det svært for det lille mejeri at fortsætte med smørproduktionen, fortæller Niels-Henrik:
“Der ringer min far til mig og siger, at hans smørproduktion nu hænger i en tynd tråd. Min far spurgte mig, hvad de så skulle bruge deres fløde til – og så sagde jeg, han bare skulle lave is. Jeg tilbød at komme hjem og hjælpe med at lave is, og sådan brugte jeg i lang tid mine weekender i Aabybro.”
Det var nyt for Niels-Henrik at arbejde sammen med sin far på den måde – men der gik ikke længe, før det blev en permanent ordning:
“Det var sjovt at arbejde sammen med min far, og vi har aldrig arbejdet sammen før. Det gik nogenlunde, selvom jeg var bekymret til at starte med. Jeg kom officielt herop i 1991, og så er det gået slag i slag lige siden.”
Prisvindende ismejeri
Succeser er der nok af i Niels-Henrik Lindhardts karriere. Både de håndværksmæssige, dem der har stor værdi for andre mennesker – og så de skæve.
Flere af produkterne fra Aabybro Mejeri har vundet priser for deres smag og kvalitet. Blandt andet har deres smør med sydesalt fra Læsø vundet én af fire særlige gourmetpriser – og så sent som i efteråret 2021 løb mejeriets chokolade/orange-is med sejren som Danmarks bedste ved International Food Contest. Bare for at nævne nogle få.
Mejeriejeren fra Aabybro er også stolt af en helt særlig slags is, der er udviklet ikke kun for at skabe nydelse, men også for at hjælpe mennesker, der af den ene eller anden grund ikke kan indtage næring nok:
“Jeg har brugt de sidste 20 år på at udvikle energitæt is til småtspisende og syge mennesker. Sidste år blev det godkendt af Lægemiddelstyrelsen, så nu kan man købe det på recept.”
Når man taler med Niels-Henrik Lindhardt, ved man dog, at alt ikke skal gå op i faglige succeshistorier. Det skal også være sjovt! Derfor er én af de succeser, han tænker tilbage på med smil på læben, ikke én man lige støder på hver dag:
“Dengang jeg var knægt, læste jeg altid Guinness Rekordbog. Så da jeg havde lavet is i 10 år, tænkte jeg “Det stiller vi op til!” Og så lavede vi verdens største islagkage. En ca. 2 meter høj islagkage, der havde ni lag marcipan-dækket vaniljeis i bedste bryllupskage-stil.”
Mejerist i hele verden
Før Niels-Henrik slog sig permanent ned på Aabybro Mejeri, var han flere gange på eventyr rundt omkring i verden – og det er noget, der har betydet meget for ham:
“Et highlight i min karriere har også været det der med at komme ud. Jeg har lavet is på Island og arbejdet i England – og så tog jeg en tur til Australien, men kunne ikke finde arbejde. Da jeg kom hjem, skulle jeg starte mejeri op i Pakistan, som lavede UHT-mælk og smør. Det var en stor oplevelse og komme ned til de varme lande og arbejde med en anden mentalitet, og hvor folk havde en anden religion.”
Foto og fede biler
Selvom Niels-Henrik i dag er “fuldtids-mejerist”, har han ikke sluppet interessen for at være bag kameraet. Han tager stadig billeder af stort set alt, hvad han laver, og steder han kommer. Og så har han benzin i blodet, elsker veteranbiler og har sit eget limousinefirma.
Bilparken tæller blandt andet Rolls Royces, Limousiner og en tidligere Kronebil fra kongehuset. Og de fleste af bilerne kan lejes inklusive chauffør via Ice Limo, der er Niels-Henriks lille virksomhed, der tilbyder køretøjer og kørsel til enhver lejlighed.
“Det er lidt ekstra krydderi, det nyder jeg stadigvæk. Det er bare noget, man fletter ind i hverdagen. Så det er det rigtige valg for mig at være mejerist fuldtid og fotograf og chauffør i min fritid.”
Kolleger frem for konkurrenter
Niels-Henrik er selv en stolt mejerist, og han ser også branchen som et stolt folkefærd, der har et stærkt sammenhold. Et sammenhold, der overskygger konkurrenceelementet:
“Jeg er utrolig stolt af at være mejerist og være en del af den historie, der startede helt tilbage i bibelens tid. Vi holder mange fester, men vi konkurrerer også. Men mine kollegaer er ikke som sådan konkurrenter. Det er noget, jeg prøver at gøre meget ud af, at vi stadig kan have det sammenhold. Vi er utrolig glade for Mejeriforeningen, ledere bliver samlet og mødes på kryds og tværs og dumper ind hos hinanden. Det gør det hele meget nemmere.”
Og æblet falder ikke langt fra stammen, når det kommer til passionen for mejeriverdenen. På stamtræet bliver der nemlig fortsat tilføjet mejeri-titler, slutter Niels-Henrik Lindhardt af med at fortælle:
“Vores søn er så blevet mejeritekniker for nyligt – så der er bare mælk i årerne.”
CV:
Download vores app her