Mejeribranchens ildsjæle
Dato: 27. februar 2026

Personportræt

Tove Kjær Beck: Kvalitet, smag og data i fokus

Med rødder i mejerifaget og blik for data og sensorik arbejder Tove Kjær Beck for at sikre kvaliteten i dansk blåskimmelost.

Tove Kjær Beck har viet sin karriere til kvalitet og smag – og en passion for ost. Hun voksede op i Vestjylland på en gård med køer, og som ung arbejdede hun på det nærliggende mejeri i Nr. Vium. Her mødte hun en kvalitetschef, der pegede hende i retning af mejeriingeniøruddannelsen.

– Mejeriingeniøruddannelsen var perfekt – det er biologien og hverdagskemien, der fascinerede mig, fortæller hun.

Fra  ph.d. til smagsbedømmelse
Efter fem år hos Lactosan i Ringe tog Tove en ph.d. på Aarhus Universitet med fokus på sensorik og forbrugeranalyse. Først handlede det om kål og rodfrugter, senere ændrede fokus sig til blåskimmelost med ansættelse på Arla Høgelund Mejeri i 2015.

– Alle disse madvarer er nogle af de mest attråede, komplekse og smagsintense på spisebordet. Så det er lidt af en udfordring at få flere til at nyde dette, fortæller Tove.

 Erfaringen med sensorik har Tove taget med tilbage til ostens verden og brugt i alt fra smagsbedømmelser til dataanalyse.

– Ost og data har været den røde tråd i min karriere. At kunne analysere smag og præferencer og bruge det i praksis har været utroligt givende, siger hun.

Bedømmelsesleder for Danablu
I december 2025 overtog Tove rollen som bedømmelsesleder for Danablu efter Hans Henrik Lund. Hun koordinerer de otte årlige bedømmelser for de mejerier, der har ret til at  producere Danablu, og sikrer, at kvaliteten lever op til EU’s regelsæt for at kunne påsætte et BGB-mærke  (Beskyttet Geografisk Betegnelse). Der er særlige kriterier, og derfor bliver hver af de udtagne oste vurderet på  ydre, farve, skimmeludvikling, konsistens og smag, og resultaterne diskuteres kritisk i panelet for at sikre konsensus.

– Vi vil gerne have, at alle kan nikke til, at hver bedømmelse er den rigtige bedømmelse. Det er en kæmpe ære for et mejeri at få tildelt Danablu-pokalen, forklarer hun.

Hun har også selv erfaringen med konkurrencen “fra den anden side”, da hun som en del af teamet på Høgelund Mejeri i 2018 vandt pokalen.

Kvalitet og teamarbejde hos Novonesis
Til dagligt leder hun et team hos Novonesis (tidl. Chr. Hansen) af dygtige laboranter i Gråsten, som udfører kvalitetskontrollen af alle de enzymer, der sendes ud fra sitet i Gråsten til hele verden. Novonesis producerer en lang portefølje af enzymer til mange forskellige industrier. Enzymprodukterne fra Gråsten er næsten udelukkende til mejeriindustrien, primært osteløbe og laktase.

Hun fremhæver både kvalitet, produktnærhed og dataanalyse som vigtige elementer i jobbet:

– Når alle parametre er OK, kan vi sende batchen ud i verden.

Hun understreger også vigtigheden af samarbejde:

– Vi er en del af en kæde, hvor alle har ansvar. Ligesom med ost afhænger resultatet af samarbejdet – det er ikke én person, men teamet, ja faktisk hele mejeriet/fabrikkens fælles præstation, der gør forskellen.

Netværk, erfaring og familie
 – Det sorte bælte i netværk – det var et af de flotteste komplimenter, jeg nogensinde har fået, mindes Tove med et smil.

Tove lægger nemlig stor vægt på netværk, både gennem studiet på Landbohøjskolen, gennem medlemskaber i Dansk Mejeriingeniørforening, Foreningen af Mejeriledere og Funktionærer og bestyrelsesarbejde i Mejeriteknisk Selskab. Hun understreger vigtigheden af at finde de rigtige samarbejdspartnere, især i en stor virksomhed som Novonesis med 11.000 ansatte.

Privat bor hun med mand og tre børn i Broager tæt ned til  Flensborg Fjord. Manden driver slagtekyllingeproduktion og økologisk æggeproduktion.  Så der er altid noget at gøre, og passionen for mad og kvalitet leves også i hverdagen.

Kombinationen af data, kvalitet og smag
Toves karriere afspejler et stærkt fagligt fundament, en passion for kvalitet og sensorik – og en ansvarsfølelse over for branchen. Som ny bedømmelsesleder for Danablu skal hun føre en vigtig branchefunktion videre efter et markant generationsskifte. Hendes kombination af viden, erfaring og engagement sikrer, at både dommerpanel og mejerier kan fortsætte med at levere Danablu af højeste kvalitet.

– Det, der fascinerer mig, er at kunne kombinere alle parametre – data, produkt, kvalitet – og se, at det hele spiller sammen, afslutter hun med et smil.

Nyhedsbrev

sendt til dig hver uge

Til dig

hvor end du er

Download vores app her

Copyright ©
2026
Mejerimedier
CVR: 41896981

Søg

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
post
kalender
maerkedag
stilling
udgivelse
This is a basic text element.