60 år
Dorthe Højmose Bastrup, Team Manager i AFI Group P/S, Danmark Protein, fylder 60 år den 9. oktober. Dorthe Højmose Bastrups karriere i Arla begyndte på laboratoriet på Holstebro Flødeost. I 2001 valgte hun at gå sine egne veje og blev selvstændig glaskunstner, men mejeribranchen trak fortsat, og i 2004 vendte hun tilbage til Arla som vikar på laboratoriet på Arinco. Siden har Dorthe haft en alsidig karriere med roller på blandt andet Nr. Vium Mejeri, HOCO og Lillebælt Mejeri. I 2014 blev hun en del af AFI Danmark Protein, og i 2019 tiltrådte hun som kvalitetschef på Agilia, i dag AB Neo. Heldigvis vendte hun kort efter tilbage til Danmark Protein, hvor hun siden har haft flere lederroller i QEHS-afdelingen.
Dorthe er kendt for sin store faglige viden, særligt inden for mikrobiologi, og for altid at kaste sig engageret ind i nye opgaver og projekter. Hun er en værdifuld sparringspartner og en kollega, der generøst deler ud af sin erfaring. Ved siden af jobbet er Dorthe bestyrelsesmedlem i FMF Kreds Vestjylland, hvor hun er med til at skabe gode medlemsarrangementer og styrke fællesskabet.
Som person er Dorthe kendt for sit store hjerte, sit gode humør og sin hjælpsomhed. Fritiden tilbringes sammen med Søren og hunden Vaks i sommerhuset ved Lemvig, på cykel- og gåture, golfbanen, i haven eller sammen med sønnerne Mads og Emil. Den årlige skiferie i Norge er også et fast højdepunkt, selvom Dorthe helst vælger den smukke vandretur og en god bog frem for de sorte pister. Dorthe er kort sagt en kollega, der gør en forskel, både fagligt og menneskeligt.
Tillykke med de 60 år.