
Tal fra DTU Fødevareinstituttet viser et markant fald i danskernes mælkeindtag, særligt blandt børn og unge kvinder. Det er baggrunden for, at Arla nu sender en ny mælkedrik på hylderne i danske supermarkeder.
Arla lancerer fra uge 35 en ny mælkedrik i to varianter – banan og hindbær – rettet mod situationer, hvor børn og unge ofte fravælger mælk til fordel for andre drikkevarer som juice og smoothies. Det oplyser Arla i en pressemeddelelse.
Baggrunden for lanceringen er en udvikling, som DTU Fødevareinstituttets seneste nationale kostundersøgelse, DANSDA 2021-2024, har dokumenteret: Indtaget af mælk og mejeriprodukter er faldet markant i den danske befolkning – med 45 procent blandt børn og 30 procent blandt voksne siden den forrige kostundersøgelse fra 2011-2013. Særligt piger og unge kvinder mellem 11 og 17 år ligger langt under den anbefalede mængde: De drikker i gennemsnit kun omkring halvdelen af de 300-350 milliliter mælk dagligt, som kostrådene anbefaler til aldersgruppen – og ligger under anbefalingen for mejeriprodukter, selv når man medregner indtaget af ost og andre mejeriprodukter.
Ifølge Arla skal den nye mælkedrik netop henvende sig til de situationer i hverdagen, hvor mælk typisk bliver valgt fra – for eksempel i madpakken, mellem måltider eller på farten.
– Vi ser en strukturel ændring i, hvornår og hvordan børn og unge drikker i løbet af dagen. Hvis mælk fortsat skal være relevant, kræver det, at vi udvikler produkter, der passer ind i de moderne hverdagsrutiner, siger Ann-Camilla Kjæmpe, marketingdirektør i Arla Danmark.
Økologisk mælk og høj dyrevelfærd
Produktet er baseret på tre ingredienser: økologisk dansk mælk, naturlig aroma og laktaseenzym. Det er laktosefrit, uden tilsat sukker og kan ifølge Arla opbevares uden for køl. Mælken kommer fra gårde med tre grønne hjerter under det statslige dyrevelfærdsmærke Bedre Dyrevelfærd, hvilket er det højeste niveau i ordningen.
– Når vi udvikler nye produkter, er det vigtigt for os at holde fast i de kvaliteter, som forbrugerne forbinder med Arla ØKO. Derfor har vi arbejdet med få ingredienser, økologisk dansk mælk og den højeste mærkning inden for statens dyrevelfærdsordning, siger Ann-Camilla Kjæmpe.
Arla understreger, at drikken ikke er tænkt som en erstatning for almindelig mælk i hjemmet, men som et supplement i situationer, hvor mælk ellers ikke bliver valgt.
Af Maja Løvstrup
Foto: Arla Foods