15/09/2026

Norsk mejeriselskab: Tilskud til uafhængige mejerier følger ikke med markedet

Synnøve Finden-ejeren Scandza kræver højere kompensation i Norges prisudligningsordning, der skal opveje Tines stordriftsfordele – ellers svækkes konkurrenceevnen år for år, advarer selskabets kommunikationsdirektør.

Det norske mejeriselskab Scandza, der ejer mærket Synnøve Finden, efterlyser bedre rammevilkår for uafhængige mejerier i Norge. Det siger kommunikationsdirektør Sofie Oraug-Rygh til det norske medie MatvareWatch.

– Vi er bekymrede, fordi vores konkurrenceevne bliver svækket hvert eneste år. Så længe tilskuddene ikke følger markedsprisen, bliver situationen ikke bedre, siger hun ifølge FødevareWatch til det norske søstermedie MatvareWatch.

Udtalelsen falder under den norske politiske festival Arendalsuka, hvor Oraug-Rygh sætter fokus på Norges prisudligningsordning. Ordningen, der blev indført i 1997 og administreres af det norske Landbrugsdirektorat, skal kompensere uafhængige mejerier for de stordriftsfordele, den dominerende aktør Tine har, og dermed sikre mere lige konkurrencevilkår på det norske mejerimarked.

Ifølge Konkurrencetilsynets rapport for 2025 vurderes konkurrencen fortsat som svag på flere norske mejerimarkeder. Forudsigelige rammevilkår er afgørende, hvis Tines konkurrenter skal kunne investere i og udvikle deres virksomheder, fremgår det af rapporten.

Tilskud udhules af stigende mælkepris
Det nuværende tilskud på 27 øre per liter betegnes som en “generel korrektion”, men ifølge Oraug-Rygh dækker beløbet ikke de reelle forskelle mellem selskaberne.

– Hvert år, når mælkeprisen stiger, bliver værdien af de 27 øre mindre, siger hun til MatvareWatch.

Hun peger på, at Synnøve Finden må se til, mens Tine investerer massivt i sine anlæg og øger effektiviteten – en udvikling, der gør det sværere for konkurrenter, der kom ind på markedet efter ophævelsen af det tidligere monopol, at følge med.

Adspurgt, hvordan Synnøve Finden selv styrker sin position, peger Oraug-Rygh på smag, produktionseffektivitet og nye forretningsområder som græsk yoghurt, madpakker, granola og proteinprodukter.

Politisk opbakning, men usikker fremtid
Selskabet oplever ikke aktuelt, at rammevilkårene direkte modarbejder virksomheden, og Oraug-Rygh beskriver, at der er en bred politisk forståelse for problemstillingen. Hun peger dog på, at et forsøg på at fjerne de konkurrencefremmende tiltag i den seneste stortingsperiode blev afvist af Stortinget.

– Nu er vi optaget af, at hvis konkurrencen skal overleve fremover, skal tiltagene styrkes, siger hun til MatvareWatch.

Oraug-Rygh peger desuden på, at en generel forhøjelse af tilskuddet fremstår som den mest hensigtsmæssige løsning, fremfor at kompensere for hver enkelt strukturel fordel, Tine har.

Af Maja Løvstrup
Kilde: FødevareWatch/MatvareWatch
Foto: AI-genereret

mejerimedier.dk

Flere nyheder

Seneste fra mejeriindustrien

Nyhedsbrev

sendt til dig hver uge

Copyright ©
2026
Mejerimedier
CVR: 41896981

Søg

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
post
kalender
maerkedag
stilling
udgivelse
This is a basic text element.