
Et nyt interaktivt ledelsesværktøj målrettet mejeriindustrien skal gøre det lettere for ledere at forebygge og håndtere stress – og ikke mindst lære af de stressforløb, der opstår på arbejdspladsen.
Mejeriindustriens Arbejdsmiljøudvalg (MIA) har lanceret et nyt værktøj, der skal hjælpe ledere i mejeriindustrien med at arbejde mere systematisk med forebyggelse af stress.
Værktøjet hedder Cirkulær stressmodel og tager udgangspunkt i, at arbejdspladsen kan bruge erfaringerne fra et stressforløb aktivt til at styrke det psykiske arbejdsmiljø og forebygge nye tilfælde.
Fra »hvem« til »hvorfor«
Et centralt princip i modellen er, at fokus ikke alene skal være på den medarbejder, der bliver ramt af stress. Lederen guides i stedet til at undersøge, hvad der ligger bag – eksempelvis strukturer, arbejdsprocesser, relationer og vilkår på arbejdspladsen.
Tanken er, at lederen skal indsamle erfaringer og bruge dem aktivt til at udvikle arbejdsmiljøet. Når et stressforløb er afsluttet, stopper arbejdet derfor ikke. Erfaringerne skal føres tilbage til organisationen og bruges til bedre forebyggelse og håndtering fremover.
Den cirkulære tilgang skal blandt andet imødegå, at medarbejdere ikke altid selv siger til, når de oplever tegn på stress, ligesom signalerne heller ikke nødvendigvis bliver opfanget af kolleger eller ledere.
På temasiden findes foruden det interaktive værktøj også viden om stress, stresstrappen og forskellige roller i forebyggelsen samt yderligere materialer om emnet.
Se den cirkulære stressmodel og de øvrige materialer om stress på BFA-portalen.
Af Maja Løvstrup
Illustration: Branchefællesskabet for Arbejdsmiljø