
Arla Foods er tilfreds med vækst i 2. halvår båret af brandede produkter, hvilket fortsætter ind i 2024. Efterbetaling til andelshavere opjusteres.
– Vi er i rigtig god form og meget forventningsfulde, når det gælder indeværende år. Sådan indledte administrerende direktør Peder Tuborgh dagens digitale pressemøde, hvor han gennemgik både det finansielle regnskab samt status på selskabets klimtiltag.
Arla-koncernens samlede omsætning landede på 13,7 milliarder EUR, hvilket næsten er identisk med 2022-omsætningen på 13,8 milliarder EUR. Højere omkostninger og generel inflation førte dog til et fald i Arlaindtjeningen på 8,1 EUR-cent/kg til 47,0 EUR-cent/kg fra det højeste niveau nogensinde i 2022. Selvom 2023-resultatet altså er lavere end i 2022, er det 15% over gennemsnittet for de seneste fem år
– 2023 var et år, der bestod af to helt forskellige halvdele. I første halvår fortsatte forbrugerne med at vælge billigere produkter på grund af inflationen, og vi så vores volumendrevne omsætningsvækst for strategiske brands falde med 6,0 pct. Vi kom dog meget stærkt igen i andet halvår af 2023 med en volumendrevet omsætningsvækst for strategiske brands på 4,1 pct., sagde Peder Tuborgh på pressemødet, hvor han understreger robustheden i Arlas brandportefølje.
Nettoresultatet til fordeling til andelshaverne landede på 380 mio. euro svarende til 2,8 pct. af omsætningen, hvilket er i den lave ende af det politisk fastsatte målinterval på 2,8-3,2 pct. Den stærke afslutning på året gør dog , at bestyrelsen foreslår en højere end forventet efterbetaling til andelshaverne – totalt 270 millioner EUR for 2023.
– Den foreslåede efterbetaling og den konkurrencedygtige acontopris i 2023 afspejler direkte Arlas økonomiske resultater og robusthed. Vi har skullet navigere i et svækket og volatilt globalt marked for mejeriprodukter og tackle modvind fra flere valutaer. I lyset heraf er jeg meget tilfreds med, at vi i 2023 var i stand til at betale den næsthøjeste gennemsnitlige acontopris nogensinde og samtidig udbetale en høj efterbetaling til vores andelshavere ved årets udgang, siger Peder Tuborgh.
CO2-reduktioner foran plan
På dagens pressemøde understregede formand Jan Toft Nørgaard, at man også gjorde betragtelige fremskridt i CO₂e-reduktionerne med en samlet reduktion i emissionerne på næsten 1 million tons CO₂e de seneste to år. Det betyder, at Arla Foods er godt på vej til at opfylde reduktionsmålet for 2030. Med lanceringen i 2023 af en banebrydende tillægsmodel for bæredygtighed, et pointbaseret system, der belønner bæredygtighedstiltag på gårdene, og et nyt program til at hjælpe kunderne med deres scope 3-reduktioner forventer Arla at accelerere reduktionerne yderligere i 2024.
Forventninger til 2024
Arla forventer, at det vækstmomentum, der prægede sidste halvår af 2023, fortsætter i første halvår af 2024, hvilket vil resultere i en forventet tilbagevenden til en volumendrevet brandvækst i 2024 som helhed på 1,0-3,0% trods mere usikre markeds- og vækstudsigter for anden halvdel af året.
– Vi forventer fortsat volatilitet på flere planer, men vores stærke præstation i andet halvår af 2023 gør, at vi er meget fortrøstningsfulde omkring 2024. Der er stadig usikkerheder, da voksende uro rundt om i verden og deraf følgende økonomisk afmatning kan påvirke vores forretning negativt. Arla befinder sig imidlertid i en robust finansiel position, og den globale efterspørgsel efter mejeriprodukter er fortsat stærk.
Læs pressemeddelelse om regnskabet HER