Arla flag
28/07/2026

Arla-joint venture opkøber australsk hytteost-producent

Arla Foods Mayer Australia er på vej til at overtage en australsk hytteost-producent for at styrke sin position inden for en hastigt voksende kategori på det australske marked.

Arla Foods Mayer Australia (AFMA), som er et joint venture mellem Arla Foods og den australske familievirksomhed Mayers Fine Food, er på vej til at opkøbe den australske mejerivirksomhed Brancourts. Det oplyser AFMA i en pressemeddelelse.

Brancourts producerer hytteost, cremefraiche og kondenseret mælk og har rødder tilbage til 1895, hvor virksomheden blev grundlagt af franske immigranter i Hexham i delstaten New South Wales. Virksomheden har været i familiens eje i mere end 130 år.

Som led i opkøbet planlægger AFMA ifølge pressemeddelelsen at udvide produktionskapaciteten betydeligt på Brancourts’ anlæg i Hexham med henblik på at accelerere væksten inden for hytteost i Australien.

Hytteost er ifølge pressemeddelelsen en af de hurtigst voksende ostekategorier globalt, og væksten er ifølge AFMA særligt markant i Australien, hvor kategorien angiveligt har haft en volumenvækst på over 40 procent år for år og er blevet den hurtigst voksende del af det samlede ostemarked.

Del af langsigtet satsning
AFMA blev etableret i 2015 som et joint venture mellem Arla Foods og Mayers Fine Food, hvor Arla Foods har den bestemmende ejerandel. Selskabet sælger blandt andet smør- og osteprodukter under mærker som Lurpak og Castello til det australske marked.

– Gennem AFMA kender og elsker australierne Lurpak og Castello, og Brancourts repræsenterer en spændende mulighed for at udvide til en hastigt voksende, tilstødende kategori, hvor vi allerede har global kategoriekspertise, udtaler Mai Roberts, General Manager for Arla Foods Mayer Australia, ifølge pressemeddelelsen.

Robbie Mayer, CEO for Mayers Fine Food, fremhæver opkøbet som et naturligt næste skridt i det eksisterende samarbejde med Arla Foods:

– Jeg er overbevist om, at opkøbet er et stærkt næste skridt for vores joint venture med Arla Foods. Vi er glade for at kunne tilføje nye kategorier til vores eksisterende tilbud til kunderne, siger han ifølge pressemeddelelsen.

Fra Brancourts’ side lægger fjerde generations-ejer Julie Conradt vægt på, at valget af ny ejer handler om fælles værdier og en langsigtet vision for medarbejdere og lokalsamfund.

– AFMA bringer ambitionen om at investere i virksomhedens fremtid med sig, samtidig med at man respekterer den arv, de mennesker og de lokale relationer, der har defineret Brancourts i generationer, udtaler hun ifølge pressemeddelelsen.

Opkøbet forventes at blive gennemført i løbet af de kommende uger. Yderligere detaljer om handlens vilkår, herunder den økonomiske værdi, er ikke blevet offentliggjort.

Af Maja Løvstrup
Foto: Arla Foods

mejerimedier.dk

Flere nyheder

Seneste fra mejeriindustrien

Nyhedsbrev

sendt til dig hver uge

Copyright ©
2026
Mejerimedier
CVR: 41896981

Søg

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
post
kalender
maerkedag
stilling
udgivelse
This is a basic text element.