
I en urolig verden bør regeringer prioritere at have omfattende strategier for fødevaresikkerheden, opfordrer Arla, der aktivt bidrager til dette arbejde i vores nabolande.
I pressemeddelelsen onsdag den 19. marts, hvor Arlas årsresultat blev præsenteret, kom CEO Peder Tuborgh også ind på fødevaresikkerheden lokalt, nationalt og internationalt set i lyset af den geopolitiske uro, der præger verdenssituationen.
Som eksempler nævnte han, at Arla bidrager aktivt til fødevaresikkerhed og -stabilitet på sine hjemmemarkeder i Sverige og Finland. I Sverige deltager Arla i fødevaremyndighedernes konsultationsgruppe og bidrager til det igangværende arbejde med at styrke det civile beredskab. I Finland, hvor der er en lang tradition for at forberede sig på ekstraordinære omstændigheder, deltager Arla – sammen med andre fødevarevirksomheder – aktivt i beredskabsforanstaltninger, koordineret af myndighederne.
Det fremhæves desuden, at Arla bidrager til at opretholde et betydeligt forsyningskædeansvar ved effektivt at forarbejde og udnytte mælk fra lokale mælkeproducenter på tværs af hjemmemarkederne. Arlas strategiske investeringer i logistik, infrastruktur og samarbejde med landmænd og interessenter, er designet til at opretholde en stabil fødevareproduktion og forsyningskæde, selv i udfordrende tider, skriver mejeriselskabet.
Læs mere HER
Foto: Arla