
Verdens største økologiske mejeri alias Arla har i de senere år været udfordret af for store mængder indvejet økomælk. Man har ganske enkelt ikke formået at omsætte de 500 mio.kg. mælk fra de 225 leverandører til økologiske produkter med en merpris og har været nødsaget til at omsætte i konventionelle produkter. Derfor indførte man sidste år forskellige restriktioner for at reducere indvejningen med 100 mio. kg., herunder kortere frist til at omlægge fra øko til konventionel og et hårdere linje overfor ejerskifter af økologiske bedrifter.
Disse tiltag har nu haft den ønskede effekt, så man har nedbragt indvejningen med de ønskede 100 kg. Det skriver Agriwatch. Her forklarer pressemedarbejder Jonas Barfoed, at de 100 mio. kg er fordelt på cirka 10 mio. kg, der er skiftet til andre mejerier, mens omkring 40 mio. kg er stoppet som mælkeproducenter. De sidste cirka 50 mio. kg er konverteret til konventionel drift.
På den baggrund åbner Arla nu op for generationsskifter igen, og per 1. juli går reglerne for at opsige sin økokontrakt tilbage til de 12 måneder, idet man atter ser en mindre fremgang i salget af økologiske mejeriprodukter.