22/01/2026

Au2mate rykker ind i Tyskland: Opkøber automationsspecialist i Hamborg

Med erhvervelsen af ZewaTec Automation GmbH styrker Silkeborg-virksomheden sin position på det store tyske marked og henter nye kompetencer hjem inden for batch-systemer og MES-løsninger.

Den danske automationsvirksomhed Au2mate har underskrevet en aftale om at erhverve aktiemajoriteten i ZewaTec Automation GmbH. Opkøbet skal styrke Au2mates position på det tyske marked og udvide porteføljen af digitale løsninger til procesindustrien. Det skriver Au2mate i en pressemeddelelse.

Aftalen, der blev indgået i Hamborg den 15. januar, betyder, at Au2mate i første omgang overtager 60 procent af aktierne i den tyske virksomhed per 28. februar 2026. Det er planen, at de resterende aktier overdrages i midten af 2028, hvorefter selskaberne fusioneres juridisk under Au2mate-navnet i Lübeck.

ZewaTec Automation blev grundlagt i 2011 og beskæftiger 12 ingeniører. Virksomheden har opbygget en stærk position i Tyskland gennem arbejdet med komplekse procesindustrier og besidder dyb teknisk ekspertise inden for teknologier, der er centrale for moderne fødevareproduktion.

Styrker kompetencer inden for batch og MES
For mejeribranchen er opkøbet interessant, da ZewaTec medbringer stærke kompetencer inden for batch-systemer og MES-integration med ERP-platforme. Det er områder, der i stigende grad efterspørges på mejerierne for at sikre fuld sporbarhed og optimeret produktion.

– ZewaTec har opbygget en stærk position på det tyske marked med dyb teknisk ekspertise og et klart ry for kvalitet. Med dette majoritetsopkøb styrker vi vores tilstedeværelse i Tyskland og udvider de automations- og digitale løsninger, vi kan tilbyde kunder på tværs af procesindustrierne, udtaler Henrik Andersen, CEO hos Au2mate.

Fokus på teknisk excellence
Også hos ZewaTec ser man store perspektiver i det nye ejerskab. Medstifter René Ries understreger, at aftalen giver kontinuitet og et stærkt fundament for virksomhedens fremtidige udvikling, mens man fastholder fokus på tæt kundesamarbejde og teknisk excellence.

Au2mate leverer i forvejen automationsløsninger, cybersikkerhed og industriel AI til procesindustrien verden over. Med integrationen af ZewaTec forventer virksomheden at skabe betydelig værdi ved at kombinere de to selskabers globale kompetencer og lokale tekniske ekspertise.

Af Maja Løvstrup
Foto: Au2mate

mejerimedier.dk

Flere nyheder

Seneste fra mejeriindustrien

Nyhedsbrev

sendt til dig hver uge

Copyright ©
2026
Mejerimedier
CVR: 41896981

Søg

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
post
kalender
maerkedag
stilling
udgivelse
This is a basic text element.