15/12/2025

Arla satser mere på foodservice i Mellemøsten

Restaurantbesøg driver efterspørgslen på et af Arlas vigtigste vækstmarkeder, hvor Puck-smøreost og andre mærkevarer vinder frem. Nu investerer mejerikoncernen i øget produktionskapacitet.

Foodservice er i hastig vækst i Mellemøsten og bliver et stadig vigtigere ben i mejeriernes internationale forretning. For Arla betyder det øget fokus på professionelle køkkener – og investeringer i lokal produktionskapacitet.

Mellemøsten er i dag Arla Foods’ største marked uden for Europa og spiller en central rolle i koncernens internationale forretning. Nu skal foodservice fylde endnu mere i regionen, hvor ændrede forbrugsmønstre og stigende restaurantaktivitet driver efterspørgslen.

– Foodservice er et af de områder, vi skal skrue op i de kommende år, fordi vi skal have en stærk markedsandel – også på foodservice – i vores markeder. Både i MENA og hele International, siger Lillie Li Valeur, koncerndirektør for Arla International, til FødevareWatch.

Detailhandlen er et område, hvor Arla også ser stort potentiale for vækst, men koncernen ser særligt store muligheder i foodservice, hvor væksten i restaurantbesøg – især i Saudi-Arabien – løfter efterspørgslen efter mejeriprodukter til professionelle køkkener.

Mellemøsten som kernemarked
Arlas internationale division – som omfatter alle markeder uden for Nord- og Centraleuropa – står for omkring 18 pct. af koncernens samlede omsætning. Her udgør Mellemøsten cirka 40 procent af omsætningen og har i en årrække bidraget med betydelig vækst.

Ud over Saudi-Arabien oplever Arla tocifret vækst i flere markeder i regionen, herunder Irak og Libanon. Også Egypten, Libyen og Syrien fremhæves som markeder med forretningsmæssigt potentiale. I Egypten har Arla en forretning, der primært er baseret på eksport i kombination med et lokalt setup, og koncernen forventer fremover tocifret vækst også her.

Salget i regionen er næsten udelukkende drevet af varemærker, hvor især Puck-smøreost, men også Lurpak, Kraft og færdiglavede Starbucks-drikke udgør en væsentlig del af porteføljen.

Investering i lokal produktion
Den stigende efterspørgsel har allerede ført til konkrete investeringer. I august annoncerede Arla en udvidelse af sit produktionsanlæg i Bahrain, hvor kapaciteten øges med omkring 30 procent. Investeringen skal imødekomme væksten i regionen og styrke forsyningssikkerheden.

– Vi vil bygge op på de stærke fundamenter, vi har skabt allerede, og så udvider vi endnu i håb om at tage endnu mere af markedet,” siger Lillie Li Valeur.

Udviklingen i Mellemøsten peger dermed på en bredere tendens i mejeribranchen, hvor foodservice i stigende grad ses som et strategisk vækstspor – ikke mindst på internationale markeder med voksende middelklasse og ændrede spisevaner.

Kilde: FødevareWatch
Af Maja Løvstrup
Foto: Colourbox

mejerimedier.dk

Flere nyheder

Seneste fra mejeriindustrien

Nyhedsbrev

sendt til dig hver uge

Copyright ©
2026
Mejerimedier
CVR: 41896981

Søg

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
post
kalender
maerkedag
stilling
udgivelse
This is a basic text element.