
Den planlagte fusion mellem Them Andelsmejeri og Arla bliver ikke gennemført efter en negativ tilkendegivelse fra konkurrencemyndighederne.
Planerne om en fusion mellem Them Andelsmejeri og Arla er blevet opgivet. Det sker, efter at parterne har modtaget en tilkendegivelse fra konkurrencemyndighederne, som i praksis spænder ben for aftalen.
Ifølge Arla giver det derfor ikke mening at arbejde videre med projektet.
– Der er kommet en tilkendegivelse fra konkurrencemyndighederne, der i realiteten umuliggør den ønskede fusion mellem Arla og Them. Konklusionen er derfor, at det ikke giver mening for os at bruge flere ressourcer på projektet, siger landedirektør for Arla Danmark, Henrik Lilballe Hansen.
Han ærgrer sig samtidig over udfaldet:
– Vi takker Them for et godt samarbejde omkring projektet og processen med myndighederne. Vi har strakt os rigtigt langt for at nå i mål. Derfor ærgrer det os også, at planerne ikke kan gennemføres.
Af Maja Løvstrup
Foto: Them Andelsmejeri