
Det store norske andelsmejeriselskab TINE advarer om, at der kommer til at mangle 15 millioner liter mælk denne vinter. Det har ført til toldnedsættelse, import af mælkeprodukter og heftig debat i Norge.
Afdelingen ’Norsk Melkeråvare’ i TINE, som har ansvar for markedsreguleringen af mælk i Norge, advarer om mælkemangel i januar, februar og marts. Som konsekvens har Landbrugsdirektoratet sænket tolden, så efterspørgslen på mælk kan dækkes af importeret mælkepulver (Kilde: Nationen)
TINE understreger i en pressemeddelelse, at der kun er tale om et underskud på en procent, som nu udfyldes ved at importere pulver primært til fremstillingen af yoghurt. Men TINEs mangel på mælk og importen af pulver har fået kritik fra flere sider. F.eks. har der været reaktioner på, at TINE har søgt og fået dispensation til at kunne bruge emballage med mærket ’Nyt Norge’ på produkter, der kan indeholde importeret mælkepulver. TINE har som modreaktion lovet en produktgennemgang for at sikre, at forbrugerne får god information om, hvilke produkter der kan indeholde op til 3 procent importeret mælkepulver.
Det er ikke kun mælk, der er mangel på i Norge, der er også mangel på æg og kartofler. Derfor har den norske landbrugsminister Geir Pollestad (Sp) indkaldt TINE og fødevareselskabet Nortura til et møde for at finde ud af, hvordan underskuddet på æg og mælke skal løses.
Manglen på æg skyldes blandt andet fugleinfluenza, salmonella i Europa og en svag krone. Kartoffelmanglen hænger sammen med sidste års oversvømmelser. Og manglen på mælk hænger sammen med planlægningen af, hvor meget mælk der er behov for. Pollestad advarer mod at ændre det nuværende landbrugssystem og understreger behovet for den højest mulige grad af selvforsyning i Norge, skriver VG.
Læs Pressemeddelelse fra TINE HER