
Ny forskning fra Aarhus Universitet dokumenterer, at specifikke mælkeproteiner som osteopontin kan beskytte livsnødvendige mineraler gennem fordøjelsen og øge optaget i tarmen. Det åbner nye perspektiver for ingrediensudvikling til modermælkserstatning og klinisk ernæring.
Optaget af livsnødvendige mineraler som jern og zink begrænses i dag ofte af såkaldte anti-næringsstoffer – eksempelvis fytinsyre, som findes i vegetabilske fødevarer som fuldkorn, grøntsager og bælgfrugter. Fytinsyre binder mineralerne i uopløselige komplekser, hvilket forhindrer kroppen i at optage dem effektivt.
Et nyt forskningsprojekt udført ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik ved Aarhus Universitet peger dog på en mulig løsning: Mælkeproteiner, der allerede isoleres i mejeriproduktionen, kan potentielt bidrage til at øge optaget af mineralerne.
Beskytter mineralerne gennem fordøjelsen
Forskerne har undersøgt mælkeproteinerne osteopontin og α-laktalbumin og påvist, at særligt osteopontin har en markant evne til at binde store mængder jern og zink.
Resultaterne i projektet viser, at komplekset af osteopontin og mineraler forbliver intakt igennem fordøjelsessystemets enzymer og skiftende pH-værdier. Det betyder, at mælkeproteinet fungerer som en effektiv transportør, der beskytter mineralerne mod fytinsyre og leverer dem direkte til optag i tarmcellerne. I forsøg med tarmcellemodeller udviste osteopontin et væsentligt højere jernoptag sammenlignet med både α-laktalbumin og den velkendte jerntransportør laktoferrin.
Ifølge forskerne bag projektet indikerer resultaterne, at særligt osteopontin kan spille en rolle i optaget af de livsnødvendige mineraler, og at proteinet potentielt kan benyttes i klinisk ernæring og modermælkserstatning til at øge mineraloptaget.
Læs mere i Mælkeritidende nr. 5, der udkom den 21. august – eller se den digitale udgave af forskningsartiklen HER.
Af Maja Løvstrup
Foto: mejeri.dk/Niels Åge Skovbo