23/03/2026

Mette Møller stopper som direktør for Holstebro Mejeri

Efter 24 år i Arla – heraf syv år i Holstebro – forlader Mette Møller direktørposten hos Holstebro Mejeri. Arla er allerede i gang med at finde en afløser. Det skriver Folkebladet Lemvig.

Arla bekræfter over for Folkebladet Lemvig, at Mette Møller stopper som direktør for Holstebro Mejeri. Afgangen beskrives som udramatisk og selvvalgt.

Mette Møller er uddannet mejeriingeniør fra 1995 og har siden da opbygget en bred karriere i branchen – fra trainee hos Nestlé over produktionschef hos ARINCO til en lang række lederroller hos Arla Foods. Hun kom til Holstebro i 2018 og fik i 2021 direktørtitlen for mejeriet, der bl.a. producerer Lurpak og flødeost. Læs Mejerimediers portræt af Mette Møller fra 2024.

Stopper midt i historisk udvidelse
Afgangen kommer på et markant tidspunkt. Holstebro Mejeri er i fuld gang med en udvidelse til 440 millioner kroner, som Mette Møller ifølge Folkebladet Lemvig selv var med til at præsentere sidste år med ordene: “Det er godt for Arla, det er godt for mejeriet, og det er godt for Holstebro.”

Udvidelsen vil tilføre mejeriet 6.500 nye kvadratmeter, to nye produktionslinjer og 50 nye fuldtidsmedarbejdere – og løfte den samlede medarbejderstab til 700. Planen er, at udvidelsen står klar i januar 2028.

Arla oplyser, at rekrutteringen af en ny direktør er igangsat.

Af Maja Løvstrup
Kilde: Folkebladet Lemvig
Foto: Mejerimediers arkiv

mejerimedier.dk

Flere nyheder

Seneste fra mejeriindustrien

Nyhedsbrev

sendt til dig hver uge

Copyright ©
2026
Mejerimedier
CVR: 41896981

Søg

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
post
kalender
maerkedag
stilling
udgivelse
This is a basic text element.