
En ny partnerskabsaftale med stort japansk mejeriselskab er blandt udbyttet for Novonesis, som har været med i Japan for at fremme dansk fødevareeksport til landet
H.M. Kong Frederik, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen, erhvervsminister Morten Bødskov, Landbrug & Fødevarer samt danske landbrugs- og fødevarevirksomheder og producenter har i ugen efter påske været på rundrejse i Japan for at fremme dansk eksport til landet.
COO og Executive Vice President, Anders Lund, Novonesis, fortæller på LinkedIn, at det har været en tur ud over det sædvanlige.
“Det har været en ære at at være med H.M. Kongen på tiltrædelsesrejse til Japan sammen med Jacob Jensen, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Lars Løkke Rasmussen, udenrigsminister og Morten Bødskov, erhvervsminister. Her var Novonesis del af en stærk dansk erhvervsdelegation,” skriver han på sin LinkedIn-profil.
Derudover tilføjer han, at det er lykkedes Novonesis at indgå en aftale med et stort japansk mejeriselskab.
“Jeg havde også fornøjelsen af at underskrive en ny partnerskabsaftale med Megmilk Snow Brand Co. Ltd., et af Japans største mejeriselskaber, inden jeg fortsatte min rejse til Osaka, hvor Hans Majestæt Kongen deltog i dagens officielle åbning af Danmarksdagen som en del af EXPO-messen 2025.”
Han slutter af med at skrive, at det har været en spændende uge, og at han ser frem til at fortsætte det tætte samarbejde med kunder i Japan for at hjælpe med at opbygge en endnu mere bæredygtig fremtidig fødevareproduktion.
Foto: Novonesis