
Forskere på KU vil skabe hybridoste, som kombinerer mælke- og planteproteiner for at reducere ostens klimaaftryk – uden at gå på kompromis med smag eller konsistens.
Lilia Ahrné fra Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet er projektleder på et nyt forskningsprojekt, HyCheese, der skal skabe fremtidens ost. I anledningen af kickoff på projektet i april forklarede hun:
– De fleste forbrugere er åbne for at spise flexitarisk og at reducere sit eget klimaaftryk ved at spise mere plantebaseret. Og de oste, som vi vil lave i HyCheese, er indbegrebet af det – en kombination af mælke- og planteproteiner, hvor man får det bedste af begge verdener og samtidig reducerer sit CO2-aftryk. Der er allerede så stor variation af oste, at en ny, velsmagende ost, som har sin helt egen karakter, let kan indgå på markedet og fylde den plads, som rent plantebaserede oste kan have svært ved at nå.
Hycheese har et samlet budget på DKK 20 millioner, hvoraf omtrent DKK 13 millioner er tildelt af AgriFoodTure. Projektet skal at køre indtil januar 2028 og sigter efter slutte med at kunne producere skærbare hybridoste af høj kvalitet på en kombination af mælke- og planteproteiner og fedt.
Første skridt er grundforskning i mælke- og planteproteinerne og deres mulige synergier, herunder at fastslå præcist, hvor meget planteprotein, som kan kombineres med mælkeproteinerne, uden at det går ud over produktet. Et første skøn er et sted mellem 40 og 80%.
Konsortiet bag HyCheese har både partnere fra forskningsverdenen, industrien og restaurationsbranchen.
Læs mere HER
Foto: FreeImages