
Ny aftale gør det lettere at sælge danske, økologiske mejeriprodukter i Japan.
EU-Kommissionen og de japanske myndigheder har netop godkendt en såkaldt ækvivalensaftale på økologiområdet for animalske varer. Det betyder, at de to parter anerkender hinandens regler på økologiområdet.
Aftalen glæder Landbrug & Fødevarer, der i flere år har arbejdet sammen med Fødevarestyrelsen om at påvirke EU til at indgå en sådan aftale.
-Med den nye aftale er der muligheder for øget eksport af især økologiske mejeriprodukter og økologiske kødprodukter til Japan, da omkostningerne til økologicertificering reduceres. Derfor kan der nu sættes et japansk økologimærke på danske økologiske varer, hvilket er en klar fordel, siger Mette J. Gammicchia, afdelingschef i Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.
Landbrug & Fødevarer har i de seneste år, sammen med den danske ambassade i Tokyo, gennemført eksportfremstød for økologiske fødevarer, hvor der har været fokus på både detailområdet og foodservice. Der er allerede nu ved at blive planlagt et nyt tredages økologifremstød i Tokyo i november måned, som der er store forventninger til.
Det japanske marked for økologi estimeres til en omsætning på omkring 5 mia. kr. og en markedsandel på omkring 1 pct., men der forventes høj vækst de kommende år. Den nye ækvivalensaftale forventes at medføre større japansk import af økologiske varer fra EU.
Læs mere om aftalen HER
Foto: Svetlana Gumerova, Unsplash