
Det danske analyseselskab Q-Interline har fået sin første ordre på DairyQuant GO i Spanien. Udstyret skal bruges til kvalitetskontrol af specialiserede mælkedrikke hos landets næststørste mejeriselskab.
Q-Interline har indgået aftale om levering af sin mælkeanalysator DairyQuant GO til det spanske mejeri Calidad Pascual. Ordren markerer selskabets første kommercielle gennembrud på det spanske mejerimarked og følger efter en længere testperiode i produktionen. Det skriver Q-Interline i en pressemeddelelse.
Spanien er blandt Europas større fødevaremarkeder, og Calidad Pascual er en central aktør i landets mejerisektor. Leverancen betragtes derfor som et vigtigt referenceprojekt for den danske leverandør af analyseudstyr.
Testet på secialiserede mælkedrikke
Siden maj har Q-Interline samarbejdet med Pascual om afprøvning af DairyQuant GO i forbindelse med produktion af specialiserede mælkedrikke med blandt andet kaffe- og chokoladesmag. Netop denne type produkter stiller særlige krav til analyseudstyr, da sammensætningen kan påvirke målenøjagtigheden i traditionelle systemer.
DairyQuant GO er udviklet til analyse af både klassiske og komplekse mejeriprodukter og anvender en målecelle, hvor produktet suges op i en engangspipette (Pivette™). Dermed undgås direkte kontakt mellem produkt og instrument, hvilket reducerer risikoen for kontaminering og letter rengøringen.
Fokus på kvalitet og drift
Ifølge Q-Interline er løsningen særligt velegnet til mejerier med hyppige produktskift og et bredt sortiment af smagsatte produkter. Samtidig indebærer aftalen et løbende forbrug af engangspipetter, som indgår i virksomhedens forretningsmodel.
Adm. direktør Martin Henriksen peger på, at ordren har strategisk betydning:
– Dette er et utroligt vigtigt gennembrud på et af Europas store markeder, som i mange år har været domineret af én spiller. Ordren fra Pascual bekræfter styrken i vores teknologi og vores evne til at levere løsninger, der matcher mejeriernes stigende krav, siger Martin Henriksen.
Samarbejde med lokal distributør
Markedsintroduktionen i Spanien er sket i samarbejde med den lokale distributør Palex, som har haft ansvar for salgs- og implementeringsarbejdet. Q-Interline forventer, at leverancen kan bane vej for yderligere salg af analyseudstyr og systemløsninger til den spanske mejerisektor.
Af Maja Løstrup
Billede: Q-Interline