
Arlas salg af en række produkter med højt proteinindhold er mere end fordoblet på få år. Det skriver Food Supply på baggrund af salgsindekstal fra mejeriselskabet.
Efterspørgslen efter proteinprodukter er steget voldsomt inden for de seneste år – også hos Arla, der tydeligt mærker effekten af forbrugernes stigende fokus på træning og sundhed, og dermed det øgede behov for protein.
Arla har fremlagt en række indekstal for salget af forskellige proteinprodukter til Food Supply. Flere af produkterne ligger over indeks 200. Særligt godt er det gået for brandet Arla Protein.
– Der er helt sikkert en fitnessbølge, som vi har kunnet mærke på produkterne. Der er langt flere danskere, der efterspørger proteinholdige produkter, fordi de kan være et supplement til deres træning og kost, siger Mathilde Bressum, kommunikationsmedarbejder hos Arla Foods.
Arla Protein-mærket har været på markedet i flere år, men inden for de seneste tre år er salget mere end fordoblet og ligger nu på indeks 224, oplyser Arla.
Generelt kan Arla fortælle om en markant stigning i salget af proteinprodukter, der samlet set ligger på indeks 175 over de seneste tre år. Ud over Arla Protein-brandet gælder stigningen også for græsk yoghurt (indeks 219) og skyr (indeks 120).
– Vi kan bare konstatere, at alle vores produkter med højt proteinindhold er meget efterspurgte, siger Mathilde Bressum til Food Supply.
Læs mere om proteintrenden her
Foto: Arla
Af LMW