08/05/2026

Seminar: Små justeringer kan give store besparelser på vand og energi

Relativt enkle ændringer i CIP-processer, vandanvendelse og styring kan flytte mejeriers vand- og energiregning markant – også uden store investeringer. Det var hovedbudskabet, da mejeribranchen mødtes til seminar i Billund.

Den 6. maj samlede Mejeriteknisk Selskab branchefolk på Hotel Legoland i Billund til seminaret Operational Savings – Small Actions, Big Impact. Her var fokus rettet mod, hvordan mejerier gennem justeringer i den daglige drift kan reducere forbruget af både vand og energi.

Behovet for handling gik igen i flere oplæg. Hvis der ikke handles, sker der heller ingen udvikling, lød det fra en af indlægsholderne, som også pegede på, at mange besparelsespotentialer allerede findes i eksisterende anlæg, men kræver, at processerne udfordres.

Flere oplæg tog fat på branchens tendens til at holde fast i gamle erfaringer. Rasmus Ramsgård Bjerge, Energy & Utility Specialist hos Arla Foods Ingredients Group, beskrev den velkendte reaktion: at nye forslag afvises med henvisning til tidligere forsøg. Ifølge ham giver både forbedret udstyr og et bedre datagrundlag imidlertid anledning til at genoverveje kendte løsninger.

Fra principper til praksis
Seminaret bød på en række konkrete eksempler på, hvordan besparelser kan realiseres i praksis. Blandt andet blev der peget på potentialer i at sænke temperaturer i CIP-tanke, udnytte genbrugsvand bedre og erstatte faste tids- og volumenstyringer med mere behovsbaseret regulering. Også anvendelse af målinger frem for faste antagelser blev fremhævet som et vigtigt greb til både vand- og tidsbesparelser.

Genanvendelse af skyllevand var et andet centralt tema. Her fik deltagerne indblik i, hvordan mellemskyl kan bruges som forskyl, og hvordan slutskyl kan genbruges som mellemskyl, når processerne tænkes sammen på tværs af anlægget.

Koblingen mellem vand- og energiforbrug var gennemgående. Ét af oplæggene opsummerede sammenhængen klart: Følger man vandstrømmen gennem anlægget, bliver energiforbruget synligt.

God opbakning fra branchen
Seminaret var bredt besøgt af deltagere fra hele værdikæden. Eventkoordinator i Mejeriteknisk Selskab, Henrik Juul-Børsen, glæder sig over tilbagemeldingerne.

– Evalueringerne viser, at deltagerne især sætter pris på de konkrete og anvendelige løsninger. Samtidig bekræfter de, at den faglige dialog og erfaringsudveksling er noget, vi fortsat skal prioritere højt, siger han.

Deltagerne fremhævede blandt andet det praktiske fokus, det brede faglige spænd og de gode rammer for netværk som styrker ved arrangementet.

Af Maja Løvstrup
Foto: Henrik Juul-Børsen, Mejeriteknisk Selskab

mejerimedier.dk

Flere nyheder

Seneste fra mejeriindustrien

Nyhedsbrev

sendt til dig hver uge

Copyright ©
2026
Mejerimedier
CVR: 41896981

Søg

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
post
kalender
maerkedag
stilling
udgivelse
This is a basic text element.