
I denne uge startede børnene i skolen igen efter sommergerien. For mange er det et første mød eller et gensyn med skolemælk fra Mejeriernes skolemælksordning. Og snart er det også tid til at søge skolemælkelegatet.
Cirka 1.000 skoler er med i Mejeriernes Skolemælksordning, og aktuelt får ca. 52.000 børn skolemælk gennem ordningen. Det er dog langt færre end da skolemælksordningen toppede i 2010, hvor 136.000 danske skolebørn fik skolemælk.
Selvom færre børn får skolemælk, så kan alle børn få glæde af skolemælkslegatet, som uddeles af Mejeriernes skolemælksordning to gange om året. Forår og efterår er der 100.000 kr. i puljen, som skolerne kan søge om til projekter, der fremmer skoleelevernes sundhed, trivsel og fællesskab.
Ved sidste uddeling i foråret var der 459 ansøgere til puljen. 38 skoler fik penge til blandt andet: En sejltur til Livø med mad over bål. Beskyttelsesdragter til bistader. Snitteknive. Et eventyrligt bibliotek. Foredrag og undervisning om farerne ved misbrug af energidrikke, snus og sociale medier. En beachvolleybane. En rugemaskine til skolens hønsegård, så eleverne kan følge kyllingefostres udvikling.
Legatet kan søges af lærere, elevråd, pædagoger, forældreråd og skolebestyrelser fra alle skoler, som er medlem af Mejeriernes Skolemælksordning. Den næste uddeling af midler fra Skolemælkslegatet finder sted i efteråret 2025.
Mejeriernes Skolemælksordning består af Arla, Naturmælk, Thise Mejeri og Øllingegaard, og den daglige drift varetages af Mejeriforeningen.
Læs mere om Skolemælkslegatet her.
Foto: Mejeriforeningen