14/08/2026

Vægttabsmedicin skaber nyt marked for mejeriproteiner

Arla Foods Ingredients melder sig klar til at levere løsninger til det voksende marked for ”companion nutrition”. Formålet er at beskytte muskelmasse hos forbrugere på GLP-1-medicin, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Det eksplosive salg af GLP-1-baseret vægttabsmedicin som Wegovy og Ozempic har skabt en ny forbrugergruppe med helt særlige ernæringsbehov. Medicinen dæmper appetitten markant, men fører samtidig til et betydeligt tab af muskelmasse samt mave-tarm-problemer hos mange brugere.

For mejeribranchen åbner udviklingen et nyt forretningsområde inden for såkaldt GLP-1 companion nutrition – altså fødevarer, der er udviklet til at støtte medicinsk vægttab.

Op mod 40 procent af vægttabet kan være muskler
Hvor et traditionelt vægttab typisk består af omkring 25 procent muskelmasse, kan tallet stige til op mod 40 procent ved brug af GLP-1-præparater. Det skaber en risiko for underernæring og svækkelse, hvis ikke proteindækningen holdes oppe.

Ingredienssektoren ser derfor et behov for at omdefinere vægtstyring fra blot at handle om kaloriereduktion til i stedet at fokusere på bevarelse af muskelmasse og metabolisk sundhed.

– Vægttabsmedicin skaber et marked for mere næringstætte fødevarer, der har et højt proteinindhold for at beskytte den magre muskelmasse, og som samtidig er nemme at fordøje, udtaler Anne Widart, Chief Commercial Officer hos Arla Foods Ingredients.

Næringstæthed i små formater
Udfordringen for produktudviklere er at levere store mængder højkvalitetsprotein i meget små portioner, da medicinen reducerer måltidsstørrelserne markant.

I en række nye koncepter har Arla Foods Ingredients kombineret valleproteiner med probiotiske kulturer fra Novonesis. Formålet er at skabe produkter, der både dækker aminosyrebehovet og imødekommer de mavegener, op mod tre ud af fire medicinbrugere oplever.

Blandt de teknologiske koncepter, virksomheden nu præsenterer for mejeriproducenter, er laktosereducerede proteinshots, højtkoncentrerede dags- og spise-yoghurter samt vandbaserede proteindrikke, der kan opbevares ved stuetemperatur.

De nye løsninger præsenteres på ingrediensmessen Vitafoods Europe 2026 i Barcelona.

Af Maja Løvstrup
Foto: Arla Foods Ingredients

mejerimedier.dk

Flere nyheder

Seneste fra mejeriindustrien

Nyhedsbrev

sendt til dig hver uge

Copyright ©
2026
Mejerimedier
CVR: 41896981

Søg

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
post
kalender
maerkedag
stilling
udgivelse
This is a basic text element.