
Fusionen mellem Arla Foods og DMK Group lover merbetaling til andelshaverne, og en seniorforsker ved Københavns Universitet vurderer, at fusionen har gode kort på hånden.
Når Arla Foods og DMK Group fusionerer, er et af de centrale løfter til andelshaverne en merbetaling på minimum én eurocent per kg indvejet mælk. Det har bestyrelsesformand Jan Toft Nørgaard ifølge FødevareWatch oplyst tidligere.
Regnet på den gennemsnitlige danske mælkeproducent, der i 2024 leverede 2,565 millioner kilo mælk, svarer det til en ekstraindtægt på knap 192.000 kroner. Det viser en udregning fra AgriWatch, som FødevareWatch refererer.
Seniorforsker Henning Otte Hansen fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet vurderer over for FødevareWatch, at fusionen har relativt gode betingelser for at lykkes. Han peger på et fælles værdigrundlag som andelsselskaber, Arlas kendskab til det tyske marked og selskabets lange erfaring med fusioner og grænseoverskridende sammenlægninger.
– Arla har været gennem mange fusioner, og de er vant til at sammenlægge og opkøbe, siger han til FødevareWatch.
Løfter bør ses over en længere periode
Henning Otte Hansen understreger dog, at merbetalingen til andelshaverne bør ses i et længere perspektiv.
– Det er en vanskelig udregning, for over hvor lang tid skal den gevinst gælde? Det er nok over en længere periode og for at gøre det mere konkret over for andelsejerne og sige: Her er hvad I får, siger han til FødevareWatch.
Den samlede omsætning i det fusionerede selskab ventes at overstige 140 milliarder kroner, og fusionen vil skabe Europas største andelsejede mejeriselskab med over 11.200 andelshavere og knap 29.000 medarbejdere globalt.
Af Maja Løvstrup
Kilde: FødevareWatch
Foto: Arla