
Peter Staunsbæk fra Mammen Mejerierne tager over som formand i Foreningen Danmarks Privatmejerier. Forgængeren Jens Beierholm Poulsen nåede at sætte sit præg på dansk mejeribrug i to årtier, inden han valgte at give stafetten videre.
På Foreningen Danmarks Privatmejeriers generalforsamling i forgangne uge blev det klart, at Jens Beierholm Poulsen, ejer af Nørup Mejeri, stopper som formand efter 20 år. Det oplyser Mejeriforeningen.
Hans afløser er Peter Staunsbæk, vicedirektør og medejer af Mammen Mejerierne, der har siddet i Foreningen Danmarks Privatmejeriers bestyrelse siden 2017. Han glæder sig til at repræsentere de privatejede mejerier i Mejeriforeningens bestyrelse, som formandsposten giver adgang til.
– Jeg ser frem til arbejdet med at sikre, at de privatejede mejerier er godt repræsenteret i dansk mejeribrug. Vi har i forvejen en fin dialog og et godt samarbejde med de øvrige mejerier i Mejeriforeningen og i de andre fora, hvor vi er repræsenteret, siger Peter Staunsbæk ifølge Mejeriforeningen.
Den afgående formand sætter ord på sine bevæggrunde for at trække sig.
– Det har været 20 spændende år, hvor jeg har fået mulighed for at følge med i og præge udviklingen af dansk mejeribrug på nærmeste hold. Men nu er tiden kommet til, at jeg træder lidt tilbage, og derfor glæder det mig, at yngre kræfter er klar til at tage over, siger Jens Beierholm Poulsen ifølge Mejeriforeningen.
Sammenhold på tværs af størrelser
En af de ting, Jens Beierholm Poulsen vil huske fra sin formandsperiode, er det tværgående samarbejde i branchen.
– På trods af de forskelle der er mellem mejerierne, har vi altid kunnet tale om tingene. Der er et godt sammenhold i branchen på tværs af store og små virksomheder, og det har selvsagt været et stort plus i arbejdet, siger han og tilføjer:
– Men først og fremmest har jeg fået en masse gode kolleger og kontakter og en mulighed for at være med, der hvor beslutningerne træffes. Det har været spændende, der er sket meget i dansk mejeribrug i de seneste 20 år.
Forbliver i organisationsarbejdet
Selv om Jens Beierholm Poulsen forlader formandsposten, fortsætter han som almindeligt bestyrelsesmedlem i Foreningen Danmarks Privatmejerier. Han beholder også sin plads i Mejeriudvalget, der fungerer som rådgivende organ for Mejeriforeningens bestyrelse i faglige spørgsmål.
Peter Staunsbæk træder til gengæld ud af to poster med sin nye rolle: bestyrelsen for Mejeribrugets ForskningsFond og udstillingsudvalget under International Food Contest. Hvem der skal overtage disse hverv, er endnu ikke afgjort.
Foreningen Danmarks Privatmejerier samler 15 privatejede mejerivirksomheder og tegnede sig i 2025 for 8,2 procent af den samlede danske mælkeindvejning – svarende til 472 millioner kilo.
Af Maja Løvstrup
Kilde: Mejeriforeningen
Foto: Mammen Mejerierne