
En visonsrapport fra Økologisk Landsforening, der lægger op til en kraftig reduktion af husdyrsproduktionen, har fået de to store økologiske producenter til at melde sig ud af organisationen. Det skriver Landbrugsavisen.
Arla, Danmarks størst producent af økologisk mælk og Friland, som er Danish Crowns økologiske selskab, har valgt ikke at forny deres medlemskab af Økologisk Landsforening. Det sker på baggrund af visionsrapporten ‘Fra Foder til Føde II’, som foreningen var medudgiver af i november.
Rapporten foreslog blandt andet, at bestanden af kvæg, fjerkræ og grise skal reduceres med hhv. 65, 75 og 95 pct. frem mod 2040. Reduktionen er begrundet i, hvor mange husdyr der er plads til, hvis dansk landbrug skal leve op til sine miljø- og klimakrav.
– Selvom vi deler ambitionerne for en grøn omstilling af fødevareerhvervet, kan vi ikke se os selv som medlem af en forening, som foreslår en så vidtgående reduktion af kvægbestanden i Danmark i 2040. Som en konsekvens af dette ønsker Arla ikke længere at være betalende virksomhedsmedlem i foreningen. Vi håber, at vi kan fortsætte den gode og konstruktive dialog, som vi har haft med ØL gennem mange år,” skriver Jesper Skovlund, pressechef i Arla, i en skriftlig kommentar til Landbrugsavisen.
Heller ikke Friland kan se sig selv i den vision, som Økologisk Landsforening har fremsat, lyder det fra presseansvarlig hos Friland Søren Eibye Svenstrup i en mail til landbrugsmediet.
Læs mere HER