
Arlas hollandske konkurrent, FrieslandCampina køber amerikanske Wisconsin Whey Protein og styrker dermed sin globale satsning på protein
FrieslandCampina har annonceret, at virksomheden vil opkøbe Wisconsin Whey Protein, en amerikansk producent af valleprotein-isolat. Planen er at integrere virksomheden i FrieslandCampina Ingredients, som i forvejen står stærkt globalt inden for proteiner og præbiotika.
Opkøbet betyder en markant udvidelse af FrieslandCampinas kapacitet til at fremstille valleprotein – på et tidspunkt, hvor efterspørgslen på proteiningredienser stiger verden over. Den amerikanske fabrik udvides i øjeblikket og forventes at mere end fordoble sin produktion af valleprotein-isolat. Det giver FrieslandCampina mulighed for både at styrke sin tilstedeværelse i Nordamerika og samtidig stå endnu stærkere i Europa, Asien og på globale markeder.
I forbindelse med overtagelsen udtalte Anne Peter Lindeboom, præsident for FrieslandCampina Ingredients:
– Ved at slå os sammen med Wisconsin Whey Protein – en anerkendt producent af højkvalitets valleisolater med et stærkt fokus på produktion og innovation – kombinerer vi øget kapacitet i USA med vores dybe ekspertise inden for proteinteknologi, forskning og applikationsudvikling. Overtagelsen gør det muligt for os at skalere vores dokumenterede succeser inden for premium proteinløsninger til kunder i USA og globalt.
Opkøbet flugter med en bredere global trend: Forbrugerne lægger stadig større vægt på protein – både i sportsernæring, funktionelle drikke og sundhedsprodukter. For FrieslandCampina handler det om at kunne tilbyde førsteklasses protein med høj kvalitet, sikker kapacitet og global tilgængelighed. Samtidig sender købet et klart signal til markedet om, at konkurrencen om valle- og proteinprodukter er stigende.
Læs pressemeddelelsen fra FrieslandCampina HER
LMW
Foto: FrieslandCampina