
Det er nu, den nye praktikordning træder i kraft for masterstuderende på mejeriingeniørstudiet.
Den nye praktikordning indebærer, at de studerende selv skal søge opslåede praktikpladser hos virksomhederne, som derefter selv vælger, hvilken studerende de ønsker at ansætte. Praktikperioden vil vare 20 uger, og de studerende vil i højere grad arbejde med projekt- og opgaveorienterede opgaver, der afspejler mejeriingeniøropgaver, fremfor at følge forskellige kollegaer rundt i virksomheden for at lære flowet at kende.
De studerende, der deltager i denne ordning, vil være på 5. år af deres uddannelse og have gennemført næsten alle mejerifag på Københavns Universitet. Dette betyder, at virksomhederne får mulighed for at ansætte studerende med et højt kompetenceniveau.
Virksomheder, der ønsker at tilbyde en praktikplads til efteråret 2025, skal beslutte dette nu og slå en praktikstilling op senest i februar. Praktikperioden vil strække sig fra midt i september 2025 til udgangen af januar 2026, og kontrakterne skal være på plads senest i april i år.
Processen for at ansætte en praktikant er som følger:
Virksomhederne laver stillingsopslag og sender dem til IbM (info@dairy-career.dk) – senest den 10. februar 2025. Herefter slås stillingerne op på www.dairy-career.dk. De studerende søger via denne portal, og ansøgningerne sendes til virksomhederne, som derefter indkalder til samtaler og vælger den studerende, de ønsker at ansætte. Kontraktskabeloner findes hos Dansk Industri på DI-mejeri, og den studerende som ansættes, skal indsende kontrakten til Københavns Universitet senest 1. maj 2025.
Denne nye ordning forventes at skabe mere værdi for både virksomhederne og de studerende ved at give de studerende mulighed for at arbejde med reelle mejeriingeniøropgaver og dermed få en mere praktisk og relevant erfaring.
Ved behov for yderligere information kan IbM kontaktes via mail info@dairy-career.dk eller tlf. 29994281 (Anne-Sofi Christiansen)