Køer på mark
10/03/2026

Dyrere foder og billigere mælk tærer på bundlinjen

Lavere mælkepriser og stigende foderudgifter reducerer indtjeningen på konventionelle mælkebedrifter, mens globale markedsforhold fortsat lægger pres på prisen.

Indtjeningen i konventionel mælkeproduktion er fortsat under pres. Det viser nye beregninger fra rådgivningsvirksomheden Fjordland, som analyserer økonomien i en dansk modelbedrift.

Ifølge beregningerne er konsolideringen nu faldet til knap 20 øre pr. kilo energikorrigeret mælk, mens likviditetsbehovet ligger på omkring 48 øre pr. kilo. En højere efterbetaling fra Arla for 2025 end først forventet kan kun i begrænset omfang afhjælpe presset på likviditeten.

Udviklingen skyldes blandt andet stigende foderpriser kombineret med faldende mælkepriser, hvilket særligt rammer bedrifter med lav effektivitet eller høj gældsbelastning efter store investeringer.

Global prisudvikling påvirker markedet
Ifølge opgørelser fra EU lå den gennemsnitlige mælkepris i januar 2026 på 47,23 eurocent pr. kilo standardmælk, mens den globale gennemsnitspris i december 2025 var 44,54 dollar pr. 100 kilo mælk.

Spotprisen i Italien lå ultimo februar 2026 på 22,5 eurocent pr. kilo og er tæt på at bryde under bundniveauet fra 2016, hvor EU’s gennemsnitspris nåede sit lavpunkt omkring 25 eurocent.

På verdensmarkedet er Oceanien fortsat prisførende på smør og cheddar, mens USA fører på skummetmælkspulver (SMP) og helmælkspulver (WMP).

Siden årsskiftet har GDT-børsen vist betydelige stigninger fra indeks 1.008 til 1.202 – et stykke over det lavpunkt på indeks 850, som markedet nåede i august 2023.

Produktion stiger flere steder
Den nuværende prisudvikling hænger blandt andet sammen med stigende mælkeproduktion i New Zealand, EU, USA og Storbritannien.

Ifølge beregningerne lander konsolideringen for modelbedriften i marts 2026 på 694.000 kroner, mens dækningsbidraget i januar ligger på omkring 20.000 kroner pr. årsko. Forskellen mellem den aktuelle mælkepris og nulkonsolideringsprisen er på den baggrund opgjort til cirka 32 øre pr. kilo energikorrigeret mælk.

Af Maja Løvstrup
Kilde: Kvæg / Fjordland
Foto: Ronnie Overgoor, Unsplash

mejerimedier.dk

Flere nyheder

Seneste fra mejeriindustrien

Nyhedsbrev

sendt til dig hver uge

Copyright ©
2026
Mejerimedier
CVR: 41896981

Søg

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
post
kalender
maerkedag
stilling
udgivelse
This is a basic text element.