
På årets Mejeriingeniørdag blev Lars Tømmerholt hyldet for sin ekstraordinære indsats for fagfællesskabet, uddannelsen og det internationale arbejde. Selvom karrieren har taget fart med ny stilling hos Novonesis, er hans frivillige drivkraft for mejeribranchen intakt.
Da Dansk Mejeriingeniør Forening fredag den 4. september 2026 samlede branchen til Mejeriingeniørdagen, kulminerede dagen med uddelingen af den traditionsrige hædersbevisning: Årets Ildsjæl 2026.
Prisen tilfalder i år mejeriingeniør Lars Tømmerholt, som gennem en lang årrække har markeret sig som en ustoppelig drivkraft i alt fra studiemiljø til internationalt hjælpearbejde.
Anerkendelsen blev overrakt af bestyrelsesleder i Dansk Mejeriingeniør Forening, Martin Holst Petersen, som fra talerstolen tegnede et portræt af en fagmand, der trækker et ekstraordinært slæb for fællesskabet.
– Nogle mennesker træder til, når de bliver spurgt. Andre melder sig, når der mangler hjælp. Og så er der dem, som nærmest aldrig holder op med at bidrage, fordi de grundlæggende tror på, at stærke fællesskaber skaber en endnu stærkere branche. Årets Ildsjæl 2026 hører til i den sidste kategori, sagde Martin Holst Petersen.
Fra Campus til Uganda
Engagementet har rødder helt tilbage til tiden på KU-Frederiksberg Campus og i Dairy Forum. Siden har Lars Tømmerholt brugt utallige timer ved siden af sit civile arbejde på at løfte branchen.
Han har blandt andet lagt et stort frivilligt arbejde i Mejerifolk uden Grænser med opgaver i Uganda, fungeret som faglig mentor og ambassadør for mejeriingeniøruddannelsen og siddet i programkomitéen for Nordic Dairy Congress 2025 som en stærk repræsentant for den yngre generation.
– I DMF og i MejeriForum oplever vi jævnligt, at der opstår en idé, et projekt eller et behov for frivillige kræfter (…). Og når man begynder at overveje, hvem man kunne spørge, dukker det samme navn ofte op – nemlig vores ‘ildsjæl’,” understregede Martin Holst Petersen.
Højt tempo dæmper ikke gejsten
Hæderen falder på et tidspunkt, hvor hovedpersonen selv står midt i et markant karriereskift. Lars Tømmerholt har netop skiftet rollen som produktionschef hos Thise Mejeri ud med en krævende stilling hos ingredienskoncernen Novonesis – et job, der byder på nye udfordringer og mange rejsedage.
Men den nye hverdag har på ingen måde svækket hans engagement i mejerifællesskabet:
– Et job med nye opgaver, nye relationer og betydelig rejseaktivitet. Alligevel er hans frivillige engagement ikke blevet mindre. Tværtimod fortsætter han med at byde ind, når branchen har brug for hjælp, kompetencer eller lederskab, lød det fra Martin Holst Petersen, før han overrakte gaven til årets ildsjæl.
Tekst og foto: Maja Løvstrup