10/04/2026

EU-lande kræver handling på presset mælkemarked

Faldende priser og produktionsomkostninger, der overstiger salgspriserne, har sat mælkesektoren under alvorligt pres. En række EU-lande kræver nu, at Kommissionen griber ind.

På et møde i EU’s landbrugs- og fiskeriråd 30. marts slog flere medlemslande alarm om tilstanden på mælkemarkedet. Belgien og Slovakiet var blandt de mest markante stemmer og fik opbakning fra flere sider til kravet om handling.

Baggrunden er en produktion, der er løbet fra efterspørgslen. Leverancerne inden for EU nåede i 2025 op på cirka 135 millioner ton mod 133,7 millioner ton året før, ifølge EU’s Milk Market Observatory. Den svagere vækst i efterspørgslen har trukket priserne ned: I januar 2026 lå EU-gennemsnittet på 45,15 euro pr. 100 kg, svarende til et fald på 15,9 procent sammenlignet med samme måned året før.

Produktion taber penge
Slovakiet beskriver i sit indlæg til rådet en situation, hvor regningen ikke hænger sammen for producenterne – omkostningerne overstiger salgspriserne med omkring 0,10 euro pr. kg.

– Den nuværende situation kræver ikke kun yderligere overvågning, men kalder på aktiv og øjeblikkelig indgriben på EU-niveau. Uden en hurtig og koordineret indsats er der risiko for yderligere tab i primærproduktionen, forringet likviditet på bedrifterne og en svækkelse af hele mælkesektoren, lyder det i indlægget, som støttes af Bulgarien, Ungarn og Italien.

Belgien er særlig hårdt ramt: Priserne er her dykket med omkring 30 procent på et år og er nu blandt de laveste i EU.

Eksport og kriseværktøjer
Til prisfaldet bidrager både handelspolitisk usikkerhed og geopolitiske spændinger. Kina har strammet adgangen for visse mejeriprodukter, og den igangværende handelskonflikt med USA tynger markedet, mens energi- og produktionsomkostningerne fortsat er høje.

Svaret, som flere lande peger på, er EU-niveau-indgreb: frivillig og midlertidig reduktion af produktionen, direkte støtte til producenter og justerede interventionspriser. Hertil kommer ønsker om styrkede eksportfremmeindsatser og en modernisering af markedsinstrumenter, der ikke er tilpasset siden 2003.

Af Maja Løvstrup
Kilde: Effektivt Landbrug
Foto: Maxim Hopman, Unsplash

mejerimedier.dk

Flere nyheder

Seneste fra mejeriindustrien

Nyhedsbrev

sendt til dig hver uge

Copyright ©
2026
Mejerimedier
CVR: 41896981

Søg

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
post
kalender
maerkedag
stilling
udgivelse
This is a basic text element.